I lørdags fandt en frygtelig og chokerende ulykke sted i Københavns Havn. To unge, amerikanske kvinder blev dræbt, mens de var på bådtur i havnen sammen med fem andre udvekslingsstuderende. En vandscooter i høj fart påkørte lejebåden med kvinderne i, hvilket resulterede i fem kvæstede og to dræbte.

Familierne til de to dræbte er underrettet, de første mindehøjtideligheder er afholdt og nu er forældrene til den ene af kvinderne på vej til Danmark.

Under grundlovsforhøret søndag eftermiddag blev navnene på de to afdøde amerikanske kvinder BT bekendt, men der er nedlagt navneforbud i sagen, som både omfatter de otte sigtede og de to dræbte.

Den ene af kvinderne kom fra Louisiana i det sydlige USA og studerede i Californien. Hun var udvekslingsstuderende i København gennem programmet DIS – Study Abroad in Scandinavia, da ulykken indtraf. Søndag eftermiddag har den lokale kirke i hendes hjemby informeret menigheden om ulykken på Facebook. Her fremgår det blandt andet, at begge hendes forældre nu er på vej til København, mens den yngste datter bliver i USA.

'Det er med stor sorg, at vi må informere jer om, at (…) blev dræbt i en tragisk bådulykke i København i går (lørdag red.), mens hun studerede i udlandet. Alle tab er smertefulde, og som mennesker har vi, eller vil vi opleve, den form for smerte. Men at miste et barn er særligt knusende. Vi beder jer om at inddrage (…) familien i jeres bønner og holde dem tæt ved jeres hjerter i denne svære tid.'

I kirkens Facebook-opslag star der desuden, at der vil være en særlig bøn for familien søndag. Blandt kommentarerne er der mange dybfølte reaktioner og hilsner til de pårørende.

DIS – Study Abroad in Scandinavia har også udsendt en meddelelse om den tragiske ulykke, hvor syv af deres studerende var involveret. Her fremgår det, at alle de berørte familier og universiteter er blevet informeret om ulykken, og at DIS stiller kriserådgivning til rådighed for dem, der må behøve det.

I ulykken, hvor de to kvinder blev dræbt, blev yderligere fem personer kvæstet, der efterfølgende er udskrevet fra hospitalet. Søndag blev otte anholdte personer fremstillet i et grundlovsforhør i Københavns Byret. Her blev syv af de anholdte løsladt, mens en 24-årig mand nu er blevet sigtet for blandt andet uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder og varetægtsfængslet frem til 1. juni.

Af politiets sigtelse fremgår det, at den 24-årige mand mistede kontrollen med sin vandscooter, som han førte med høj fart. Det resulterede i, at scooteren fløj op af vandet og ramte de to amerikanske kvinder på båden, der begge omkom i ulykken. Den 24-årige mand havde aldrig prøvet at sejle med vandscooter før, hvilket heller ikke er tilladt at benytte i Københavns Havn. Ifølge øjenvidner havde førerne af vandscooterne 'spillet smarte' over for passagererne i udlejningsbåden, kort før dødsulykken fandt sted.

Opdateret: Det har tidligere fremgået af artiklen, at de syv anholdte blev frikendt, hvor de i stedet er blevet løsladt.