Det er positivt, at klassiske dyder vinder frem i folkeskolen, mener formand for Skole og Forældre, der dog håber, at det vil gøre sig mere gældende i de større klasser.

Når klassiske dyder, som faglighed, dannelse og disciplin, vinder frem i folkeskolen, er det til gavn for eleverne, mener formand for foreningen Skole og Forældre, Mette With Hagensen.

»Det gør, at der bliver mere ro i undervisningen og fokus på det, der skal ske i klassen. Det er ikke kæft, trit og retning, der er på vej tilbage, men almindelig ansvarlighed over for det fællesskab, der er i skolen,« siger hun og peger samtidig på, at det primært er i de små klasser, at ændringen sker. Derfor er det godt, hvis dyderne kan finde vej til de ældste klasser, mener hun.

»Det, vi mangler med de store elever, er, at der holdes fast i de gode dyder fra de mindre klasser. Det er ting som ro i undervisningen, at følge anvisningerne fra læreren og arbejde disciplineret i gruppearbejdet,« siger hun.

Det voksende fokus på de klassiske dyder i folkeskolen, som Mette With Hagensen nævner, bliver beskrevet af Jyllands-Posten på kostskolen Herlufsholms 450-års jubilæumsdag. Avisen skriver, at der er blevet større fokus på dannelse, faglighed. Danske traditioner er blevet moderne i den danske folkeskole, lyder det fra eksperter.

Forklaringen skal ifølge Mette With Hagensen findes i, at der i en årrække har været givet meget frie rammer i skolen, Men det er ved skifte, forklarer hun.

Også skoleledernes formand Claus Hjortdal genkender billedet af, at disciplin og retfærdighed er blevet en mere fast del af hverdagen ude på skolerne.

»Samfundet har mere fokus på de klassiske dyder. Vi har haft en tendens, hvor pendulet har været et andet sted. Nu svinger det mere over mod en klassisk læringstænkning,« siger han.