Halvdelen af danske forældre holder øje med deres børns digitale færden, viser ny undersøgelse.

Nordiske børn er tidligt ude på sociale medier som Facebook og Instagram, og det får deres forældre til at holde øje med dem.

Ifølge en Megafon-undersøgelse, som Politiken har fået lavet, vælger halvdelen af danske forældre med børn mellem syv og 18 år at bruge digitale værktøjer til at holde øje med deres børn.

15 procent af forældrene har for eksempel direkte adgang til barnets facebookprofil, mens 40 procent nøjes med at holde øje gennem et venskab på Facebook. Hver femte forælder overvejer at begynde at holde øje med barnet.

Medierådet for Børn og Unge mener, at det er vigtigt, at børnene er klar over og accepterer, at der bliver holdt øje med dem.

»Her i Danmark har vi tradition for dialog, og det bryder tilliden, hvis man går bag om ryggen på sit barn«, siger projektleder Gry Hasselbach til Politiken.

Adjunkt Malene Charlotte Larsen fra Aalborg Universitet forsker i børn og unges digitale liv. Hun mener, det er vigtigt, at forældre følger med i, hvad børnene laver på nettet.

»Det er vigtigt, at man viser forståelse for, at børnene gerne vil være på og bruge de sociale medier. Hvis man siger, at det bare er noget pjat, så føler børnene sig ikke mødt, og forældrene bliver ikke lukket ind i deres univers,« siger hun til Politiken.

Flere virksomheder har lanceret overvågningssoftware til for eksempel iPhones, der kan hjælpe forældre til at holde styr på, hvem deres børn kommunikerer med, og hvor barnet befinder sig geografisk.