En komiker brænder - til fleres vrede - de populære dyrekort af i videoer, som bliver delt flittigt på Facebook.

»Forældre i oprør over dyrekort«

Sådan lød det sidste uge i Jyllands-Posten, der fortalte, at flere hundrede forældre har klaget over en kampagne med dyrekort, som man for tiden kan samle i Bilka, Føtex og Salling.

Hver gang man bruger for 100 kroner i en af butikkerne, får man udleveret fire samlekort. Men en kvinde fortalte i Jyllands-Posten, at hun havde brugt 32.000 kroner og alligevel ikke havde formået at samle de 140 kort, der er med i kampagnen.

Læs også:

Ikke alle mener imidlertid, at det er så stort et problem, at Forbrugerombudsmanden skal tage sig af det. På de sociale medier har mange gjort sig morsomme over de desperate ‘curling-forældre’, der for alt i verden vil skænke deres små pus en fyldt samle-bog.

Nu har en skuespiller, komiker og provokatør - det er jobtitlen på hans Facebook-side - så taget skridtet videre, og det vil nok gøre mere end almindeligt ondt på de dyrekort-jagtende forældre.

Kim Roberto Nielsen har nemlig fået fat i nogle af de mere sjældne kort - men formålet er knap så nobelt. Kortene ender nemlig ikke i en samlebog, men derimod på et bål.

»Til Joan Vedel Andersen (kvinden, der stod frem i Jyllands-Posten, red.) og alle de andre tude-forældre, som ikke kan få deres dyrekort: Flet jeres skedenæb (en fugl), og gå op i noget seriøst,« skriver provokatøren som indledning til videoen over artiklen, hvor man ser afbrændingen af de famøse dyrekort.

Og det var åbenbart en så stor succes, at Kim Roberto Nielsen besluttede sig for at lave en to’er - og så måtte endnu et par dyrekort lade livet.

Afbrændingerne har - måske ikke så overraskende - ført til en del negative reaktioner.

“Du er jo totalt hjernedød”, “ynkelig humor”, “du er skudt i hovedet” og “idiot” er blot nogle af de kommentarer, som Kim Roberto Nielsen har modtaget på sin Facebook-side efter videoerne.

Han har desuden delt en privat-besked, hvor det ikke ligefrem er kærlighed, der blomstrer.

»Du er et useriøst, dumt svin uden respekt for andre mennesker og uden empati. Det er jo nærmest psykotisk at brænde dyrekort af på den måde, når så mange børn og forældre vil have dem,« lyder det blandt andet i beskeden.

En kritik, der nok bare fungerer som mere brænde til bålet - så at sige...