Forældre er utilfredse med Frank Jensens pasningsgaranti
Københavnske forældre mener ikke, at overborgmesteren har levet op til sit løfte om pasningsgaranti i daginstitutionerne. Den generelle tilfredshed med institutionerne er dog høj.
Københavnske forældre mener ikke, at overborgmesteren har levet op til sit løfte om pasningsgaranti i daginstitutionerne. Den generelle tilfredshed med institutionerne er dog høj.
Overborgmester Frank Jensen (S) har ikke overbevist Københavns småbørnsforældre om, at han er den rette til at løse de problemer med for få institutionspladser, som har plaget hovedstaden i årevis. Det skriver Berlingske.
Da Frank Jensen tiltrådte i 2010, skete det på valgløfter om at sikre de københavnske forældre en »reel pasningsgaranti«. En garanti Frank Jensen som nytiltrådt overborgmester definerede som, at alle skal være sikre på at få en plads til deres højst et år gamle barn i en institution maksimalt fire kilometer fra hjemmet. Samtidig udstedte han en såkaldt »søskendegaranti«, der med hans egne ord skulle betyde, at »lillebror kan blive passet samme sted som storesøster«.
Søskendegarantien har vist sig umulig at opfylde. Imens forsøger kommunen at leve op til den anden halvdel af garantien ved et massivt byggeboom. Men selv om kommunen siden Frank Jensens tiltrædelse har sat knap en milliard kroner af til at bygge nye, bedre og flere institutionspladser, er de lovede forbedringer ikke slået igennem hos borgerne. Forældre til 331 0-6-årige børn, der går i daginstitution i Københavns Kommune, dumper i en ny Gallupundersøgelse overborgmesteren på garantien. Adspurgt om Frank Jensen har levet op til sin pasningsgaranti, svarer 45 procent af forældrene nej. 22 procent svarer ja, mens en tredjedel ikke ved, hvad de skal svare.
- Det vigtige i forhold til næste kommunalvalg er, hvordan borgerne opfatter løfterne. Men mållinjen i 2014 ligger på den anden side af kommunalvalget i 2013, og det er jo heldigt, da han så ikke kan blive testet på, om han har levet op til det i forbindelse med kommunalvalget, siger kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Journalisthøjskole til Berlingske.
Kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) forstår sagtens de københavnske forældre:
- Især fordi Frank Jensen var så klar i mælet omkring blandt andet søskendegarantien efter valget. Men det er nok især en frustration rettet mod socialdemokraterne, der i alt for mange år har siddet ved magten i København uden at få bygget nok daginstitutioner. Det er den virkelighed, forældrene oplever, selv om Frank har været med til at sætte skub i byggeriet, siger Pia Allerslev til Berlingske.
Frank Jensen selv er ikke overrasket over målingen:
- Det, jeg har lovet og gik til valg på, var, at vi i løbet af denne valgperiode skulle nå dertil, hvor vi i starten af 2014 vil have genindført pasningsgarantien i København med den ekstra kvalitet, at der skal være et afstandskriterium om en plads inden for fire kilometer fra hjemmet. Derfor er det helt naturligt, at de københavnske familier ikke oplever, at pasningsgarantien er en realitet. For det er den ikke, og den bliver først en realitet, når vi når til slutningen af 2013 eller begyndelsen af 2014.