Flere af deltagerne på dette års Langelandsfestival er utilfredse med, at deres børn ikke længere får penge for at samle brugte plastickrus ind.

I denne uge strømmer danske familier til Langeland, hvor de - trods de ubarmhjertige vejrguder og mudderpøle, der er en Roskildefestival værdig - hygger sig med camping, leg og musik.

En del forældre er dog noget utilfredse med, at ordningen med betaling for indsamlede plastickrus i år er blevet lavet om. I stedet for klingende mønt får ungerne i år såkaldte coins, som de kan købe sodavand for.

Det er faldet en mor for brystet, og hun får luft for sin utilfredshed på festivalens Facebook-profil for frivillige:

'Hold da op nogle skuffede børn vi står med. De har samlet pant ganske som de foregående år, forskellen er bare at i år, vælger I at honorere 1 METER krus med 1 sodavands coin!?! Krus de tidligere fik 0.5 kr for pr stk!' skriver ‎Cecilia Sandberg harmdirrende.

Hun mener, festivalen gør grin med børnene, og at man skulle have gjort opmærksom på ændringen i forvejen.

'Jeg synes, I skulle have informeret om dette på forhånd. I kunne passende gøre det i jeres salgsfremstød for de famøse coins, men det glemte I vist,' skriver hun.

På Facebook-siden 'Frivillige til Langelandsfestivalen' er der også utilfredshed med den nye ordning.

»En svinestreg over for ungerne.«

»Lad dog de stakkels børn have den fornøjelse at tjene lidt ekstra lommepenge, så er der også ryddet op.«

»Vi snakker om børn, som er med til at holde pladsen ren, imens deres forældre arbejder frivilligt. Så allerede dér er det win-win for festivalen.«

Andre kritiserer de utilfredse for at være curlingforældre og brokkehoveder.

Festivalejer Allan K. Pedersen bekræfter over for Fyns Amts Avis, at pantsystemet er blevet lavet om i år, så børnene i år får 'drikke-coins.' Den anden ordning blev simpelthen for dyr, forklarer han.

»Krus, som ligger rundt omkring, har vi givet folk et beløb for at samle op, og det er penge lige ud af lommen. Festivalen har i forvejen udfordringer med at få tingene til at køre rundt. Derfor er vi også nødt til at se lidt på sådan nogle ting,« siger han til avisen.