Forældreformand Dorthe Boe Danbjørg mener, der er behov for en nuanceret diskussion af børns brug af skærme.

København. Børn bruger mange timer med øjnene rettet mod tablets, bærbare computere og smartphones, og ifølge Politiken strømmer børn til fysioterapeut med nakkeskader som aldrig før.

Men selv om der er tale om en bekymrende tendens, skal man huske, at tablets også kan være gavnlige for børn. Det mener Dorthe Boe Danbjørg, der er formand for Forældrenes Landsforening, Fola, og mor til tre.

- Det er noget, vi som forældre skal tage alvorligt. Men det er rigtigt svært at lave nogle meget entydige regler, for jeg kan se, at børn og unge bruger tablets og Ipads meget forskelligt.

- I sommer fik man eksempelvis en masse børn og unge ud og gå ture på grund af spillet Pokemon Go. De fik en masse motion og luft.

- Men det er bekymrende, hvis børnene bliver asociale og får nakkeskader, siger forældreformanden.

Hendes egne børn er mellem seks og 12 år. Som mor forsøger hun at begrænse tiden foran skærmen, så forbruget ikke tager overhånd. Men det kommer an på, hvordan tabletten eller telefonen bliver brugt, forklarer hun.

- I sommer med Pokemon Go var der frit løb, fordi vi fik drengene med til at gå aftentur.

- Men jeg er selv ret restriktiv med det, hvis det bare bliver brugt passivt. Men hvis det kan forbindes med en leg, kan det være rigtigt fint, siger Dorte Boe Danbjørg.

Tal fra Danmarks Statistik viser ifølge Politiken, at antallet af børn mellem 5 og 19 år, der bliver henvist til fysioterapeut er steget med 60 procent på ti år.

Og ifølge fagfolk skyldes det især børns timer foran eksempelvis bærbare computere, smartphones og tablets.

Ifølge Sundhedsstyrelsen bør forældre begrænse forbruget foran skærmen, men styrelsen har endnu ingen konkrete retningslinjer for, hvor meget tid børnene må bruge.

Som forælder savner Dorthe Boe Danbjørg ikke konkrete regler for, hvor meget tid, børnene må bruge foran skærmen.

- Unuancerede retningslinjer kan vi ikke bruge. Men gode råd kan man altid komme med, siger hun.

/ritzau/