Bedst som det meste af sneen er forsvundet, kommer der mere. Foråret er ikke på vej, og mandagen byder på nedbør i store dele af landet.

Selvom der står første marts på dagens kalenderblad, og det officielt er forår skal danskerne ikke regne med at det gode vejr er lige om hjørnet.

- Det ser ikke ud til, at det bliver forår i denne uge. Der kommer lidt sne i dag og også i morgen. Det bliver mellem nul og to graders varme om dagen og ned -10 grader om natten, siger meteorolog ved DMI Klaus Larsen.

Temperaturerne kommer ikke til at stige væsentligt det næste stykke tid.

- Vi kan ikke forvente store stigninger, men når det klarer op, og der kommer lidt sol, så vil vejret føles varmere, siger Klaus Larsen.

Den mængde nedbør, der falder i dag, vil smelte hurtigt, men der er fortsat stor risiko for sneglatte veje flere steder i landet.