Da jeg var medicinstuderende, havde jeg en drøm om at være børnelæge. Om at få lov til at arbejde med børn og have den nære patientkontakt med både børn og forældre. Men da jeg kom ud at arbejde i sygehusvæsenet, opdagede jeg hurtigt, at kontakten med patienterne kun var en ganske lille del af arbejdet. Jeg har været på fire afdelinger på Hillerød Hospital, en afdeling på Helsingør Hospital og på Bornholm Centralsygehus.

Som læge på et hospital synes jeg, at man har for lidt primær kontakt med patienterne. Det er i hvert fald min oplevelse. Som praktiserende læge bruger vi ca. 3/4 af tiden med patienterne. På hospitalerne oplevede jeg at have måske 10-20 pct. af min arbejdstid med patienterne. Og det vel at mærke, hvis jeg var på en af de gode afdelinger. Utrolig meget af tiden blev brugt på at registrere og skrive alt ned.

Når en patient skulle indlægges på hospitalet, eller jeg gik stuegang på afdelingerne, skulle man naturligvis orientere om patienten i den elektroniske journal (som var ét system), man skulle ordinere medicin (som var et andet system), man skulle bestille og aflæse blodprøvesvar (i et tredje system), man skulle nogle gange se patientens røntgenbilleder (i et fjerde system), man skulle diktere den nyoptagne journal (i et femte system), man skulle udfylde ordinationsark af medicin i hånden, man skulle skrive røntgenhenvisninger i hånden. De elektroniske systemer har oftest hver sit passwords.

Ren overlevelse

Det var ofte, at et eller flere af systemerne ikke virkede, og det skete, at passwords ikke virkede, hvilket medførte, at man var nødt til at få fat i it-afdelingen, der oftest havde 10-20 minutters ventetid. Det kunne betyde, at patienten måtte vente unødigt, da flere ordinationer ikke kunne udføres, før det primære administrative arbejde var færdigt.

Da jeg blev læge i 2004, besluttede jeg mig hurtigt for, at registreringsopgaver skulle være sekundært, for det er patienterne, der - for mit vedkommende - kommer i første række. Men jeg oplevede, at meget fokus fra hospitalets ledelse var på, om vi nu huskede at registrere dit og dat, og om vi nu gjorde det på den rigtige måde. Jeg følte det særligt udfordrende, når jeg var på akutafdelingen, da arbejdet her bar præg af et højt tempo. Ofte var det ren overlevelse, og jeg måtte gå på kompromis med den måde, jeg synes, at syge mennesker og deres pårørende skal behandles på et sygehus.

Frygten for fejl

Jeg havde ofte en frygt for, at noget kunne gå galt, fordi vi havde så travlt, og den primære travlhed skyldtes - efter min mening - det administrative arbejde, og hvis man insisterer på, at de samme procedurer skal gentages i forskellige systemer, kræver det - efter min mening - flere lægesekretærer til at hjælpe med den opgave.

Frygten for at begå fejl eller overse symptomer, der kunne få alvorlige følger, lå hele tiden hos mig. Heldigvis er det ikke sket for mig - endnu. Det skyldes primært - synes jeg - et tæt kollegialt fællesskab og hjælpsomhed mellem os yngre kollegaer, der stod med de samme arbejdsopgaver.

Fravælger hospitalerne

Det skal siges, at der også er afdelinger, der fungerer supergodt på Hillerød Hospital, men hvor det administrative stadig er en stor del. Forskellen, tror jeg, ligger hos ledelserne af de enkelte afdelinger. Når vi havde nogle bekymringer om f.eks., at det administrative arbejde tog alt for meget tid fra patienterne, eller at ting ikke fungerede, fik vi ofte at vide af den nærmeste ledelse, at man ville gå videre med det.

Men oftest hørte vi ikke mere og kunne gentagne gange gøre opmærksom på problemer og uhensigtsmæssigheder, uden at der blev taget affære på det. Det her er ikke nogen klagesang. Jeg synes, det er fint, at vi har travlt, og sådan skal det være. Men rammerne skal også kunne håndtere, at vi har travlt, så det ikke går udover patienterne.

Hvis udviklingen fortsætter, som vi ser det nu i hospitalsvæsenet, tror jeg, at mange unge læger vil fravælge en karriere på et hospital. Mange vil skynde sig igennem systemet for at gøre sig færdige som speciallæge, og derefter vil de arbejde som privatpraktiserende speciallæger, almen medicinere eller tage til vores nabolande og arbejde.