Fra fredag 1 august kan man ikke længere bruge det gule sygesikringskort, når man rejser i Europa. Men det lader ikke til, at den kendsgerning er gået op for Danmarks ungdom, skriver tv2.dk.

Faktisk er det kun ni procent af de unge mellem 20- 29, der har bestilt det nye blå sundhedskort i løbet af 2014. Det viser tal fra Kommunernes Landsforening, KL, skriver tv2.dk.

Skulle man komme ud for et uheld eller blive ramt af sygdom, mens man er i udlandet, så skal man fremvise det blå EU-sygesikringskort for at dokumentere, at man har ret til behandling, men det er åbenbart ikke sivet ind hos de unge, vurderer man hos KL.

»Vi har et problem med de unge. Det, der bekymrer mig, er, at jeg ikke tror, de unge rejser mindre end de ældre. Og det er jo ikke så godt, hvis de ikke ved, hvad det blå kort skal bruges til,« siger Michael Hald, der er konsulent i KL.

De ældre generationer har været bedre til at få bestilt det blå kort. Her topper de 60-69 årige listen, hvor 21 procent har bestilt det nye kort.

BNB