____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Billeder af bare bryster, nøgne kroppe og forvredne kønsdele hører ikke hjemme i en kirke. Heller ikke, når der er tale om kunst, der vil overraske, undre og gøre os klogere.

Det mener nogle af kirkegængerne i Odense tilsyneladende.

I hvert fald er tre af den østjyske kunstners Bambous billeder blevet fjernet fra en udstilling i Fredens Kirke i Odense, efter de løsslupne billeder angiveligt er faldet flere kirkegængere for brystet. De finder simpelthen billederne for provokerende.

Billederne viser flere nøgne kvinder, en af dem korsfæstet, og et par dyr af hankøn med tydelige kønsorganer.

- Jeg ved godt, at mine billeder rører ved folk, og hvad de gør ved dem, kan jeg ikke styre. Men det er ikke min hensigt at slå nogen oven i hovedet med noget. Det er slet ikke min mening at provokere, forklarer Bambou til bt.dk efter flere dages mediestorm om sagen.

Også hos det lokale medie, Fyens Stiftstidende skaber billederne debat.

Her ses et andet af billederne:



De nu forbudte billeder er del af en udstilling på i alt 22 værker, som kirkens kunstforening har bedt kunstneren om at udstille i kirkens dåbsgang i juni og juli måned.

Stor var kunstneres overraskelse derfor, da hun få dage efter udstillingens åbning fik en mail fra kunstforeningen med besked om, at de tre hovedværker var blevet fjernet efter klager.

- Jeg blev inviteret ind i kirken af kunstforeningen. De ved, hvad jeg laver. De tjekkede min hjemmeside med billederne, og kom tilbage og sagde, at der var enighed om, at jeg skulle udstille. Der var endda en venlig mand, der kom og hjalp mig med at hænge dem op. Så går der nogle dage, og så får jeg en mail om, at tre af billederne er blevet hevet ned, fordi de har fået klager, siger hun og tilføjer:

- De kan da ikke med den ene hånd invitere mig, og så bagefter gå ud og sige, at jeg mangler pli. Det er groft, siger kunstneren, som mener, at sagen drejer sig om meget mere end hendes egne billeder.

- Hvis kirken kun er for det guddommelige, så bliver afstanden til os mennesker så stor. Det er synd. Jeg ville ønske, at der var meget større åbenhed, siger hun.

Selv om hun er helt på det rene med, at hendes kunst skaber debat, kommer den megen blæst om de tre konkrete billeder helt bag på hende.

- Der er ikke noget grumt eller grusomt i at se en pik, en numse eller en nøgen krop. Vi er mennesker. Vi er ikke guddommelige. Hvis det menneskelige ikke hører til i kirken, hvem er kirken så for? Det er jo der, hvor man møder sig selv. Kirken er et fantastisk rum med højt til loftet - eller det burde det være, siger Bambou.

Her ses endnu et af Bambous billeder:


Netop det, at billederne hang i kirkens dåbsgang har tilsyneladende også stødt nogen. Til det siger kunstneren:

- Billederne viser kødets lyst og en masser af de ting, der går forud for, at man overhovedet kan holde en barnedåb. Min egen mor er ved at besvime over mine billeder engang imellem, men vi kan have snakken om, hvad de viser. Og snakken er vigtig. Hvis alle de ting bliver fejet ned under gulvtæppet, bliver de jo bare endnu mere spændende, forklarer hun og tilføjer, at der for kort tid siden i en kirke i nærheden blev fundet gamle kalkmalerier med saftige billeder.

- De billeder er blevet et tilløbsstykke. Jeg ved ikke, om det er fordi, de er historiske, at de er mindre farlige, men det er da dobbeltmoralsk.

De famøse billeder endte en overgang i kirkens kælder, hvor kunstneren faldt dem stå med billedsiden indad.

Bt.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra formanden for menighedsrådet, Ove Erling Mortensen.

Til fyens.dk har han tidligere udtalt om sagen:

- Malerierne hang i dåbsgangen, hvor forældre venter i forbindelse med dåb. En del har klaget, fordi de har fundet det for provokerende at skulle sidde og kigge på andre folks kønsdele.

Han vil ikke fortælle, hvor mange klager det drejer sig om, men han understreger, at han ikke har krævet at få malerierne fjernet. 

- Jeg har fået så tilstrækkelige mange klager, at jeg henvendte mig til kunstforeningen, som selv har besluttet at tage dem ned. Menighedsrådet har ikke forlangt, at de skulle tages ned, siger han til avisen og tilføjer, at kunstnere bør tænke sig om, når de udstiller i kirker.

- Kunst må godt provokere, og det er også sket i dette tilfælde. Men man kunne godt have så meget pli som kunstner, at man ikke provokerer på den måde, når malerierne hænger i en kirke.