En slovakisk kvinde har flere gange tigget penge fra borgere i København, og det har nu fået store konsekvenser. Tirsdag blev hun dømt i Københavns Byret, og dommen lød på udvisning af Danmark.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse. Kvinden var EU-borger og har som udgangspunkt en udvidet beskyttelse mod udvisning. Dog vurderede byretten alligevel, at der var grundlag for en udvisning. Det kom frem under et retsmøde onsdag.

Det er ulovligt at tigge i Danmark, og det er ikke første gang, at den slovakiske kvinde er blevet taget for at tigge. Hun er tidligere straffet for det, og udover udvisningen idømte byretten hende derfor 40 dages betinget fængsel, fordi hun to gange havde tigget penge fra forbipasserende. Det er første gang, at en person er blevet udvist af Danmark for tiggeri.

Under retsmødet kom det frem, at den slovakiske kvinde var kommet til Danmark med det ene formål at ernære sig ved tiggeri, og hun har flere gange tidligere været i Danmark kun for at tigge.

Og netop det at kvinden har tigget gentagende gange var det, byretten lagde vægt på i dommen. Det fortæller Anne Jacobsen, der er anklagerfuldmægtig hos Københavns Politi, til BT.

»Nu er det fjerde gang, hun er blevet taget for det, og det er minimumsgrænsen indtil videre. Så falder hammeren,,« forklarer hun og uddyber, at det handler om, at tiggeriet er systematisk og sket flere gange, hvilket gør, at det er så alvorligt, at en udvisning kan komme på tale.

Og Anne Jacobsen fortæller, at anklagemyndigheden er tilfreds med dommen:

»Det kan virke hårdt at udvise en person for at tigge penge, men faktum er, at betleri er ulovligt i Danmark. Når en person gentagne gange kommer til Danmark udelukkende for at ernære sig ved kriminalitet, så må man på et tidspunkt sige fra. Og det er det, retten har gjort i dag,« forklarer hun i pressemeddelelsen.



Anne Jacobsen fortæller, at kvinden er udvist af Danmark i seks år. Hun har fået et såkaldt indrejseforbud, og når der er gået seks år, kan hun vende tilbage til Danmark. Bliver hun taget for tiggeri igen, vil fængselsstraffen blive hårdere.

Efter onsdagens retsmøde udbad kvinden sig betænkningstid.