Folketingets formand ønskede Dronningen tillykke med jubilæet og kiggede i sin tale tilbage på, hvad der er sket i de 40 år.

Folketingsalen var næsten fyldt, og masser af klikkende kameraer var på plads, da Folketinget tirsdag ønskede dronning Margrethe tillykke med 40 års jubilæet.

Kort før klokken 12 begyndte de første folketingsmedlemmer og ministre at ankomme til salen. Klokken 12.20 ankom så formanden, Mogens Lykketoft, og sørgede for, at alle medlemmerne satte sig ned.

Straks efter gik de hvide døre ved balkonen op, og ind kom først Kronprinsparret, prins Joachim og til sidst Dronningen og prins Henrik.

LÆS OGSÅ: 

Og der var kun et enkelt punkt på dagsordenen til dagens møde i Folketingssalen: Formanden skulle tale til Dronningen i anledning af hendes jubilæum.

Han indledte med at fortælle om den dag, tronfølgeren Margrethe i 1972 blev udnævnt til den første kvindelige regent i Danmark i 500 år.

- Det er tankevækkende, at vi i Danmark fejrer 40 års jubilæum for en kvindelig regent, med en kvindelig statsminister, sagde formanden som et billede på den ligestilling, det at have en kvindelig regent har ført med sig.

SE BILLEDER: 

Regentjubilæum

Derefter var både Den Kolde Krig, EU og nutidens økonomiske udfordringer blandt talens emner.

- 40 år er lang tid. Mere end det, man plejer at kalde en menneskealder, sagde Lykketoft.

- Kongehuset repræsenterer det uforanderlige i vores grundlov, og Folketinget det foranderlige. På folkestyrets vegne vil jeg gerne sige dem tak, sagde han og afsluttede talen med - sammen med folketingsmedlemmerne - at råbe ni hurraer for Dronningen.

LÆS OGSÅ: 

I dagens anledning var der rykket rundt på de kongelige siddepladser i salen, så Dronningen og prins Henrik sad alene i midten af balkonen, der var pyntet med en stor blomsterdekoration.

Efter talen fra Folketingets formand skulle Dronningen underskrive tingets gæstebog, inden der var reception for kongehus og folketingsmedlemmer i Landstingssalen.