Andreas Gylling Æbelø skammede sig som helt ung så meget over sine homoseksuelle præferencer, at han opsøgte en præst i Folkekirken, der ifølge ham selv var blevet 'helbredt' for homoseksualitet, for at få hjælp til selv at få en 'normal seksualitet'.
Den 21-årige mand var lige kommet til København fra Vestjylland med en kvindelig kæreste og en kristen baggrund, hvor han havde fået at vide, at homoseksualitet var vejen til helvede.
Præsten i den lokale folkekirke ville gerne hjælpe ham med at blive kureret, og han gav en masse råd til, hvordan han skulle dulme sine homoseksuelle følelser. For eksempel skulle han spille fodbold og lade være med at lytte til George Michael, mente præsten.
»Det var noget med ikke at opsøge sådanne kulturelle ting, som fremmede den homoseksuelle livsstil og til gengæld at opsøge maskuline fællesskaber og fremme denne her maskulinitetsfølelse, og den var jeg egentlig ikke i underskud af«.
Men han skulle også igennem en mere religiøs renselsesprocess. For eksempel fik Andreas Gylling Æbelø en bog, der hed 'Vejen til seksuel helhed' med øvelser i at opnå større maskulinitetsfølelse.
»Hele grundtænkningen er, at det er til at programmere om. Det var i hvert fald min oplevelse. Jeg fik råd om, at jeg skulle bede til gud om at være anderledes og gå i andagt, for rammen var, at jeg skulle fikses, men det måtte jeg bare erkende, at det kunne jeg ikke,« siger han.
Andreas Gylling Æbelø måtte opgive omvendelsen til heteroseksuel og sprang i stedet ud som homoseksuel, og det var ikke nemt.
»I starten var det svært, for det kan godt være, man med sit intellekt begynder at forstå, at det er ok, og det må jeg godt, og sådan er der også andre, der lever og beholder deres tro. Men det er ikke det samme, som at man slapper af, for når man hele livet har fået at vide, at det ikke er ok, og at jeg skulle have svedige håndflader, hver gang man snakker om kærester og følelser med sine omgivelser, så føler man sig forkert.«
Det er ikke kun i Folkekirken, Andreas er stødt på en præst, der prædikede omvendelse af homoseksualitet. Forud for sin rejse til København havde han gået i kristne friskoler og foreninger, som får statsstøtte, og som også tilbød håndspålæggelser og rådgivning.
Og han peger også på, at der i dag eksisterer internetplatforme som adamogeva.dk, som blandt andet er en sammenslutning af kristne friskoler og Luthersk Mission. Her kan man få seksualvejledning i hvordan man selv kan nedtone sin homoseksualitet, men også heteroseksuelle unge får at vide, at de ikke må overnatte i samme rum som deres kærester eller have sex før ægteskabet.
Og den statsstøttede forening Agape tilbyder deciderede homo-omvendelseskurser.
Erfaringerne fra sit eget liv, men også de ovennævnte eksempler, har fået Andreas Gylling Æbelø til at skrive en kronik til Politiken, fordi han frygter, hvordan unge kan blive påvirkede og måske endda syge.
»Jeg taler om de kristne miljøer, som har en skadevirkning på unge. Det kom for eksempel for nyligt frem, at der i 12 af 20 kristne friskoler blev undervist i, at homoseksualitet er en synd. Prøv at forestille dig den 16-årige dreng, som får at vide, at det skal gemmes væk. At det er noget, der skal undgås. Et er, at han kan føle sig forkert. Men når den pædagogik bliver praktiseret i en religiøs kontekst, så er der også hele himmel og helvede-dimensionen. Gud elsker dig som du er, men du skal bare ikke praktisere det. Det er at leve sit liv på en løgn.«
Han mener, at det er godt, at vi tager debatten om fundamitalister inden for islam - især på baggrund af TV2s afsløringer om Grimhøjmoskeen. Men han mener også, at vi overser den kristne fundamentalisme i Danmark.
»Jeg siger ikke, at vi skal sidestille stening og kristen fordømmelse af at blive skilt. Men kristen fundamentalisme gror også i vores egen baghave, og det påvirker altså unge i deres mest sårbare år, når de skal udvikle sig som mennesker,« siger han.
Andreas er stadig kristen og lever i dag i fred med sin seksualitet og sin tro. Han har fået mange reaktioner på sit indlæg i Politiken fra unge, der græder over at læse om deres egen historie. Men han mener godt, der kan være en mellemvej.
»Jeg er egentlig glad for det, jeg er rundet af, og jeg synes jo netop, at fundamentalisme er ubøjelighed, men jeg er stadig kristen og glad for det.«
