Fokus og DF er havnet i hundeslagsmål

Folketingsmedlem for Fokus Christian Hansen er forarget over, at DF foreslår, at ejere af kamphunde selv skal aflive dyret, hvis dyrlæger ikke vil.

Folketingsmedlemmet Christian H. Hansen fra det nystiftede parti Fokus er kommet i et rigtigt hundeslagsmål med sit gamle parti Dansk Folkeparti.

Christian H. Hansen er dybt fortørnet over, at sundhedsordfører i Dansk Folkeparti Liselott Blixt foreslår, at ejere af kamphunde selv afliver deres dyr, hvis de ikke kan finde en dyrlæge, der vil gøre det.

Forslaget fra Liselott Blixt kommer, fordi flere dyrlæger nægter af aflive kamphunde som følge af den nye hundelov.

Loven trådte i kraft den 1. juli og medfører, at 13 specifikke hunderacer født efter 17. marts i år er blevet gjort ulovlige og dermed skal aflives eller sælges til udlandet.

- Nu rabler det for Dansk Folkeparti. Min første tanke var, at det simpelthen var løgn. Hvordan kan et politisk parti i ramme alvor gå ind for, at folk selv skal slå deres hunde ihjel?

Sådan spørger Christian H. Hansen og fortsætter:

- Forestiller man sig, at folk skal drukne deres hunde eller hvad havde DF tænkt sig? Det går simpelthen over min forstand, at et medlem af Folketinget kan udtale den slags.

Dyrlægernes afvisning fik Liselott Blixt til at udtale følgende til ekstrabladet. dk:

- Hvis man ikke kan finde en dyrlæge, der vil udføre aflivningen, så kan jeg ikke se noget forkert i, at man gør det selv. Hvis det altså bliver gjort på human måde.

Hun fortæller videre, at problematikken kommer bag på hende, og at dyrlægerne burde have givet udtryk for deres holdning i høringsfasen for lovforslaget.

Det kalder Christian H. Hansen for noget vrøvl:

- Det kan ikke komme bag på nogen, at dyrlægerne siger fra. Dyrlæger er sat i verden for at helbrede og hjælpe syge dyr og ikke for at aflive sunde og raske hunde, og jeg vil gerne sende en varm tak til alle de dyrlæger, der hidtil har nægtet at medvirke til uhyrlighederne.

/ritzau/

 

Lige nu på B.T. PLUS

Nyheder

Sådan blev jeg Johanne Schmidt-Nielsen

17/04 10 kr
Bil og camping

Bøderne i EU er eksploderet

12/04 10 kr
Slank

Bliv slank - uden at blive fattig

11/04 10 kr
Motion

Chris MacDonald: Når målet skal nås

07/04
Jobzonen - Ny karriere

Annonce: