Hvis man skal tro de lokale fra Tunø, der ligger mellem Samsø og Jylland, så er nyfødte Theodor Hans Rosenqvist Døssing et helt specielt barn.

Det er nemlig første gang i 50 år, at en tunboer er kommet til verden på Tunø.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Normalt bliver gravide ført til Horsens, hvor de føder.

Men drengens forældre valgte en hjemmefødsel. Og med hjælp fra en lokal sygeplejerske, kom han til verden 24. november 2016 helt uden komplikationer.

Theodor Hans Rosenqvist Døssings far fortæller, at de alle har fået opmærksomhed på grund af fødslen.

»Det er lidt skægt lige at vide, at det er så lang tid siden, at der er blevet født et barn her på øen. Nærmest alle har kommenteret det – men især de ældre damer på øen. Det har været en vældig snak rundt omkring i foreningerne. Vi er ret sikre på, at han er den første i 50 år, for vi kender hende, der havde den seneste fødsel. Hun hedder Åse, og hendes barn er omkring de 50 år i dag – og vi tror ikke, der har været nogen imellem,« siger Claus Døssing til lokalmediet.

Og i denne weekend er alle tunboere inviteret til dåbsfest på den lokale kro. Familien oplyser, at de forventer, at deres søn kommer til at vokse op på øen, som de er glade for at bo på.

Her kan du se en anden sjælden fødsel - dog fra dyrenes kongerige. Der er her tale om to sjældne leopardunger.