Nye regler fra Danske Regioner og sundhedsministeren kaldes en skandale, som ikke tager hensyn til, at patienter vil dø uden nødvendig behandling.

Antallet af fedmeoperationer herhjemme vil falde med 75 procent som følge af nye regler fra sundhedsminister Bertel Haarder (V) og Danske Regioner. Det vurderer en af landets førende eksperter, Jens Fromholt.

Det nu meget kendte interview, hvor Bertel Haarder går amok, handlede netop om, hvorfor sundhedsministeren valgte at komme med sit udspil, inden arbejdsgruppen var kommet frem til nogle konklusioner.

Dermed bliver reduktionen i antallet af fedmeopererede danskere markant større end de 40 procent, som Bertel Haarder netop har meldt ud.

- Disse rent politisk fastsatte mål for fedmeoperationer vil få voldsomme konsekvenser for en sårbar gruppe af patienter. Da al fagkundskab er enig i, at der ikke er andre effektive tilbud til de svært overvægtige, så efterlades de i et totalt tomrum.

Det siger overlæge Jens Fromholt. Som klinikchef på privathospitalet Mølholm står han for en stor del af de danske fedmeoperationer.

Han er desuden tovholder i den arbejdsgruppe med førende eksperter, som er nedsat af Sundhedsstyrelsen.

Gruppen skulle være kommet med sine anbefalinger på fedmeområdet inden jul. Arbejdsgruppen blev imidlertid sat skakmat, da Bertel Haarder og Danske Regioner i fredags kom med deres nye skrappe krav til fedmeoperationer.

- Vi var stort set enige i gruppen og kunne godt have nået det til jul. Men vi fik for nylig at vide, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet synes, vi skulle have bedre tid. Nu ser vi så, at det handlede om, at man vil tage en ren politisk beslutning uden hensyn til det lægefaglige, siger Jens Fromholt.

Han peger på, at Danmark med de nye stramme krav går enegang i forhold til den øvrige verden. I Sverige, hvor behandlinger udføres på offentlige sygehuse, har man for eksempel slækket kravene af hensyn til patienternes sundhed.

- Ingen af de, der har rådgivet ministeren og Danske Regioner, har set en fedmepatient de sidste 10 år. Det her er magtmisbrug af værste skuffe, som kun handler om at begrænse antallet af operationer, uanset at nogle af patienterne så vil dø, siger Jens Fromholt.

/ritzau/