Fødevarestyrelsen advarer nu mod at spise mere end en enkelt skive kødpålæg om dagen. Det skriver Søndagsavisen.

En madpakke kan nemt indeholde flere madder med kødpålæg. Men Fødevarestyrelsen anbefaler, at du ikke indtager mere end et enkelt stykke om dagen, fordi det typisk både indeholder meget mættet fedt, salt og ofte konserveringsmidlet nitrit, der kan give kræft.

»Forarbejdet kød over en bred kam er ikke sundt for os. Ofte er det røget, speget, saltet meget og tilsat nitrit, som er klassificeret i den højeste kategori, når vi ser på sammenhængen mellem indtagelse af det og tarmkræft,« siger seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse Anja Olsen til Søndagsavisen.

Hun går så langt som til at sige, at man faktisk bør undgå det til daglig.

»Det er noget, der hører til ved særlige lejligheder. Man skal så vidt muligt vælge det mindst forarbejdede kød,« siger hun.

Nitrit er traditionelt noget, som industrien har benyttet, da det hæmmer væksten af nogle bakterier og dermed forekomsten af botulisme – også kaldet pølseforgiftning.

»Det handler udelukkende om fødevaresikkerhed, selvom vi får skudt i skoene, at det er for at farve kødet rødt. Men nitrit er altså det stof, der mest effektivt kan forhindre væksten af den bakterie, der fremkalder botulisme,« siger kommunikationsansvarlig i Tulip Jacob Hvid Fejrskov.

Men nitrit giver også hamburgryggen og skinken den røde farve, og mangeårig ekspert i ernæring ved Professionshøjskolen Metropol Preben Vestergaard Hansen køber ikke Tulips forklaring.

»Den bekymring for bakterier, man havde i gamle dage, skyldtes nogle helt andre hygiejneforhold, som vi håndterer meget bedre i dag. Derfor peger mange eksperter på, at vi sagtens kan undvære nitrit,« siger han.

Hvis du vil undgå nitrit i kødpålæg, skal du købe økologisk, hvor det ikke er tilladt at tilsætte stoffet.

Læs mere hos Søndagsavisen.