Nik og Jay i krig med Oddset-pigen Kath. Hvem har lavet den bedste EM-sang til Landsholdet?

Der er gået sport i at levere slagsange til Danmarks fodbolddrenge, inden de om kort tid rejser til Polen og Ukraine for at deltage i EM.

Først lavede Nik & Jay sangen 'Vi Vandt I Dag', der er den officielle sang, men nu melder Danske Spil sig også ind i kampen som leverandører af slagsange til Landsholdet.

Oddset-pigen Kath har indspillet 'Go Danmark'. Den er blevet til som en del af et samarbejde mellem Danske Spil og Sony Music. Og bag knapperne har den anerkendte producer Saqib siddet. Han er blandt andet kendt for at have arbejdet med Medina, Outlandish og Malk de Koijn.


Ifølge Danske Spil selv er sangen 'en knivskarp popskæring med spandevis af energi, som både landsholdet og alle roligans får brug for, når de skal op mod stormagterne Holland, Tyskland og Portugal ved EM-slutrunden i Polen og Ukraine'.

'Go Danmark' har også fået en musikvideo, der blandt andet indeholder det største Dannebrog i Danmark (15x8 meter) og den tidligere landstræner Richard Møller Nielsen, som selv førte Danmark til triumf ved EM turneringen i 1992.

Kath, der har det borgerlige navn Kathrine Junge, er heller ikke selv helt ueffen, når det angår elitesport. Hun er netop vendt hjem fra VM i cheerleading, hvor hun var med til at sikre Danmark en ottendeplads.

SE VIDEOERNE HER I ARTIKLEN OG BEDØM SELV.