Beredskabsstyrelsen skal spare 125 millioner på tre år, og udsigten til, at Danmark skruer voldsomt ned for indsatsen, bekymrer FN.

Beredskabsstyrelsen skal spare 25 procent af budgettet på tre år. Det svarer til 125 millioner kroner, og det kan komme til at gå hårdt ud over især den internationale katastrofehjælp, lyder bekymringen fra FN. Det skriver Politiken.

Jesper Holmer Lund, der er en af lederne i FN-organisationen OCHA, er bange for, at den store besparelse vil skade ofre for jordskælv, oversvømmelser, flygtningekriser og ebolaepidemien i Vestafrika.

»Vi planlægger med at trække på Beredskabsstyrelsen og de andre nordeuropæiske lande i det samarbejde, der hedder IHP. Det er ikke noget ekstra, som er rart at have - det er noget, der er fundamentalt brug for, når vi starter nye operationer ved katastrofer som ebola. Og Danmark er i dag - sammen med Sverige - et af de lande, der har ressourcerne både mandskabsmæssigt og materielt,« siger han til Politiken.

Bekymringen deles af SF og Enhedslisten, mens forsvarsminister Nicolai Wammen (S) understreger, at Danmark også i fremtiden vil have en høj international profil på området uden at anvise andre måder at spare på. Han deltog ikke i de forhandlinger, der førte til den store besparelse.

»Regeringens holdning er klar: Redningsberedskabet i Danmark skal også i fremtiden kunne løse internationale opgaver på samme niveau som i dag. Det vil også være vores tilgang i de forhandlinger, der vil komme i 2015,« skriver forsvarsministeren i en mail til Politiken med henvisning til, at han inden nytår skal lave et nyt forlig på området.

Besparelserne blev besluttet, da regeringen sammen med Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti i foråret enedes om en vækstpakke for erhvervslivet, og de 125 millioner skal i stedet betale for en del af vækstpakken. De ville de Konservative ikke gå med til og står derfor uden for den del af vækstpakken.