Et øget pres på de nuværende asylcentre i Danmark har nu fået Udlændigestyrelsen til at beslutte at åbne flere centre rundt omkring i landet.

Mere end 3.200 flygtninge og migranter er siden søndag rejst ind i Danmark. Af dem har omkring hver femte - i alt 668 personer - søgt om asyl i Danmark.

Presset på de nuværende 47 asylcentre er steget, og fire nye centre er Udlændingestyrelsens løsning.

Det skriver tv2.dk.

Allerede onsdag åbnede det første center - et midlertidigt center i Ebeltoft. Senere fredag åbner et nyt asylcenter i Auderød i Nordsjælland, hvor 200 flygtninge samme dag er planlagt til at flytte ind.

I næste uge åbnet et nyt modtagecenter i Haderslev, mens den planlagte lukning af et asylcenter på Samsø er udskudt til næste år.

Klik på kortet for at se, hvor de nye centre skal ligge, og hvor stor en kapacitet, de skal have.

Kontorchef i Udlændingestyrelsen, Thomas Mortensen, fortæller til tv2.dk, at man allerede tidligt på ugen kunne se, at der ville blive behov for at skabe flere pladser.

»Der er bestemt et pres på indkvarteringssystemet, men der er fortsat ledige pladser i asylcentrene, og vi har holdt et antal asylcentre, som lukkede i år, klar i beredskab,« siger han.

Flygtningene begyndte søndag eftermiddag at strømme til Danmark. Dansk politi stoppede dem enten i tog fra Tyskland i Rødby på Lolland eller i Padborg i Sønderjylland.

Mange blev indlogeret i skoler eller haller, mens politiet forsøgte at registrere de mange mennesker. Flere af dem forsøgte dog at stikke af fra politiet, da de ikke ville registreres i Danmark, men derimod ville søge asyl i især Sverige.

Torsdag morgen lod politiet efter nye anbefalinger fra Rigspolitiet de mange flygtninge få frit lejde i Danmark, så de selv kunne vælge, om de ville søge asyl i Danmark eller rejse videre til andre lande.