Som en del af energiforliget skal der sættes flere vindmøller op ved kysterne. Det kommer til at påvirke udsigten i flere store sommerhusområder.

En vindmølle på 240 meter kan blive den nye nabo til dit sommerhus. I hvert fald vil der inden for de næste år blive stillet møller af den kaliber op få kilometer fra de danske kyster. Det er en af konsekvenserne af det energiforlig, som et bredt flertal af politikerne på Christiansborg blev enige om for nogle uger siden. For her besluttede de, at antallet af kystnære vindmøller skal hæves.

Morgenavisen Jyllands-Posten har lavet en gennemgang af de 24 projekter, som er undervejs, og som det ser ud, vil havudsigterne i nogle af landets store sommerhusområder blive skæmmet af vindmøller. Det gælder blandt andet Mols, Jammerbugten, Sønderborg og det sydfynske øhav. Og det er ikke populært hos ejerne.

- Vi er modstandere af, at møllerne kommer for tæt på. Vi vil ikke have spoleret den fantastiske udsigt og natur, vi har ved vores kyster. Vi får aldrig den natur tilbage, som møllerne ødelægger, siger næstformand i Fritidshusejernes Landsforening, Gert Leif Gyldvig, der håber at blive inddraget, når møllerne skal endeligt placeres.

Halvdelen af det danske elforbrug skal i 2020 komme fra vind, har politikerne besluttet, og de nye kystnære møller skal sørge for 500 MW.

Modstanden mod vindmøllerne kommer dog ikke bag på klima- og energiminister Martin Lidegaard (R). Det til trods mener han, at der allerede er fundet et fornuftigt udgangspunkt.

Anderledes skeptisk er Danmarks Naturfredningsforening, som anbefaler, at der bliver lavet en national plan for placeringen af møllerne, inden projektet bliver skudt i gang.