KØB PLUS!

Flere uskyldige pædagoger udråbt som pædofile

Op mod 100 pædagoger har været udsat for anklager om pædofili i de seneste fem år, hvoraf kun én er blevet dømt, viser ny undersøgelse.

Mellem 50 og 100 pædagoger er i de seneste fem år blevet anklaget for at have krænket et barn seksuelt i forbindelse med deres arbejde, men størstedelen af anklagerne er grundløse, skriver Avisen.dk lørdag.

Kun i ét tilfælde er en blevet dømt for anklagerne, viser en ny undersøgelse af de seneste fem års sager om seksuelle krænkelser af børn, som pædagogernes fagforening, BUPL, har lavet.

For de uskyldigt anklagede betyder det lange sygdomsforløb, fyringer og et brændemærke, de aldrig slipper af med. Med andre ord, de fleste må forlade deres fag og bliver aldrig renset, lyder det fra formanden for BUPL, Henning Pedersen.

- Der er et stort misforhold mellem, hvor mange mistanker der bliver rejst om pædagoger, og hvor mange der rent faktisk fører til dom. I langt de fleste tilfælde er der ikke hold i de mistanker, der bliver rejst, siger BUPL-formanden til Avisen.dk.

Undersøgelsen er ikke færdiggjort, men de foreløbige resultater viser, at der har været 10-20 anklager om året. Hvert år er 5-10 gået videre til politiet.

Få har ført til, at anklagemyndighederne rejste tiltale. Kun i ét tilfælde - i 2008 - er der fældet dom.

BNB