65.298 er i år blevet optaget på en videregående uddannelse. Det viser 2015-tallene for Den Koordinerede Tilmelding (KOT), der netop er blevet offentliggjort onsdag aften.

Det er to procent flere end sidste år, og stigningen i optaget er i år størst på de uddannelser, der retter sig mod den private sektor og har gode jobmuligheder efter endt uddannelse, viser tallene.

Og uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) glæder sig over, at de unge ser ud til at have haft fremtidige jobmuligheder i tankerne, da de sendte deres ansøgninger af sted.

»Det glæder mig umådeligt meget, at de danske unge er bevidste om, at det at tage en uddannelse er en kvalitet i sig selv, men at det bestemt også er en kvalitet at tage en uddannelse, der fører til beskæftigelse,« siger ministeren til Berlingske Nyhedsbureau.

Det er særligt professionsbacheloruddannelserne, der oplever en tilstrømning af studerende. Her er antallet af optagne steget med 1.218 siden 2014. Det svarer til en stigning på fem procent.

Bygningskonstruktør er en af topscorerne blandt professionsbacheloruddannelserne. 1.082 er optaget på uddannelsen i denne omgang, og det er hele 17 procent flere end sidste år.

Fordelt på uddannelsesgrupper er det det økonomisk-merkantile område på landets erhvervsakademi- og professionsbachelorer, der har oplevet den største fremgang. Her er optaget på uddannelserne samlet set steget med 11 procent siden 2014.

Udviklingen gøder ifølge Esben Lunde Larsen jorden for, at produktionsvirksomhederne kan skaffe den kvalificerede arbejdskraft, de mangler, fordi uddannelsesstederne har til huse tæt ved virksomhederne, der skal ansætte de studerende senere hen.

»Produktionsdanmark har brug for veluddannet arbejdskraft over hele landet, og erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne er jo placeret regionalt. Det er positivt, at der, hvor virksomhederne efterspørger arbejdskraft, der er der også et meroptag,« siger han.

Ministeren glæder sig desuden over, at ingeniørfaget er blevet mere attraktivt blandt de unge. Sammenlignet med 2014 er ni procent flere studerende blevet optaget på uddannelsen til diplomingeniør, mens fire procent flere er optaget på civilingeniøruddannelserne.

»I årevis har vi arbejdet på at få flere til at læse til ingeniør, og derfor er det glædeligt, at vi nu også ser en stigning i optaget blandt dem, så vores produktionsvirksomheder kan få den veluddannede arbejdskraft på ingeniørniveau, de har brug for,« siger Esben Lunde Larsen.

I alt ansøgte 93.924 om en studieplads på en videregående uddannelse i 2015, og 65.298 er blevet optaget. Torsdag klokken 00.01 offentliggøres årets adgangskvotienter, og i løbet af dagen får alle ansøgere svar på, om de er kommet ind.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 29 kr.