En opgørelse fra Rigspolitiet kaster nyt lys over de ulovlige indvandrere, som ingen ellers har overblik over i det gennemkontrollerede danske samfund.
I 2010 blev 552 personer sigtet for ulovligt at opholde sig i Danmark. I 2011 steg tallet til 717. Og alene i første kvartal af 2012 er 296 ulovlige indvandrere blevet anholdt og sigtet, viser en særlig opgørelse, som Rigspolitiet har udarbejdet for Berlingske.
Vicepolitiinspektør Steen Pedersen ved Nationalt Udlændinge Center under Rigspolitiet giver to forklaringer på stigningen. Dels bruger politiet flere ressourcer på at opspore de ulovlige indvandrere med udlændingekontrolgrupper i samtlige politikredse. Dels er der tilsyneladende kommet flere til landet.
- Det er fornemmelsen i flere politikredse, at der er flere ulovlige indvandrere end tidligere. Men de er her jo illegalt, så det er svært at sige, om her er 2.000 eller 20.000, siger Steen Pedersen.
- For bare ti år siden hed det sig, at der ikke fandtes illegale indvandrere i Danmark, siger Trine Lund Thomsen, migrationsforsker ved Aalborg Universitet:
- Man har haft en forestilling om, at det var umuligt, fordi Danmark er så kontrolleret, og fordi vores arbejdsmarked og velfærdsmodel ikke tiltrækker lige så mange som mere liberale samfund. Men nyere forskning og Rigspolitiets tal er med til at vise, at forestillingen ikke holder, siger Trine Lund Thomsen.
Ifølge en såkaldt risikoanalyse fra Frontex, EUs grænseagentur, steg antallet af personer, som blev taget i at forsøge at komme ulovligt ind i EU, fra 104.000 i 2010 til 141.000 i 2011.
Set i EU-perspektiv er problemet med ulovlig indvandring lille i Danmark sammenlignet med især Grækenland, Italien og Spanien.
Men hvor det for 10-15 år siden var svært at finde ulovlige indvandrere i Danmark, er det ikke længere tilfældet i dag. Forrige uge anholdte Københavns Politi således 31 personer under en aktion i området omkring Istedgade på Vesterbro. I sidste uge blev aktionen gentaget med syv anholdte.
Andre går under politiets radar. 26-årige Hamid Rahmati fra Afghanistan har levet fem år under jorden i Sydjylland. Han har arbejdet, betalt skat og giftet sig.