I takt med at kampene tiltager i Syrien kommer flere syriske flygtninge til Danmark.

De voldsomme kampe og frygten for at miste livet i Syrien sætter nu spor helt op til Danmark. For i forhold til sidste år har langt flere syrere søgt om asyl i Danmark. På bare tre måneder har 222 syrere ønsket om at få tilladelse til at være i landet, mens der i hele 2011 kom 463 til Danmark, skriver Politiken.

Udviklingen har med stor sandsynlighed sammenhæng med konflikten i landet, hvor det skønnes, at flere end 9.000 er døde i angreb fra præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker. Det vurderer Claus Birkelyng, der er vicepolitiinspektør i Center Sandholm under Nationalt Udlændingecenter.

- Det er nærliggende at tro, at det må være en direkte konsekvens af urolighederne, men det hører med, at vi i de senere år har fået forholdsvis mange asylansøgninger fra etniske kurdere i Syrien, der søger asyl af forskellige grunde, siger han til Politiken.

Center Sandholm ligger ved Birkerød og er lejr for størstedelen af de nytilkomne flygtninge. Det er derfor også stedet, hvor udlændingemyndighederne først oplever forandringer i strømmen af udlændinge. Claus Birkelyng mener, at antallet af syrere vil bliver væsentligt højere i 2012 og vil ende omkring 5.000.

Modsat andre nationaliteter som irakere og somaliere får de fleste syriske flygtninge opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet. Det er også en del af forklaringen på, at antallet af syriske ansøgninger skyder i vejret.