Ny undersøgelse viser, at et stigende antal homo- og biseksuelle vælger at fortælle kollegaerne om deres seksualitet.

At være homo- eller biseksuel er ikke et så stort tabu over for ens kollegaer på arbejdspladsen som førhen.

Det viser en undersøgelse blandt 562 homo- og biseksuelle og transpersoner i Danmark, skriver Avisen.dk.

I undersøgelsen, som non-profit-organisationen Q-factor står bag, svarer 82 procent, at de er fuldstændig åbne eller semi-åbne på arbejdspladsen. I 2011 lå tallet på 70 procent.

»Det er positivt, at flere vælger at være åbne overfor deres kolleger. Når du skjuler en del af dig selv på jobbet, kan det have en stor betydning for både dit arbejdsliv, dit forhold til kollegerne og din trivsel,« siger Becky Steckhahn-Strohmner, medstifter og direktør hos Q-factor.

Hun undrer sig dog over, at undersøgelsen også viser, at det stadig kun er omkring hver anden homo- eller biseksuelle, som er fuldstændig åben omkring seksualiteten på jobbet.

LGBT Danmark, interesseorganisation for lesbisk, bøsser, biseksuelle og transpersoner i Danmark, mener ifølge Avisen.dk, at fagbevægelse og arbejdsgivere må tage affære for at forbedre statistikken. Et nyt samarbejde mellem parterne skal nu se på tiltag, som kan gøre arbejdspladserne mere LGBT-venlige.

»Det skal være en del af tillidsrepræsentanters uddannelse, at de får undervisning i LGBT og diskrimination. Så tillidsrepræsentanterne kan få værktøjer til at spotte diskrimination og støtte kollegaen, hvis der opstår problemer på jobbet,« siger Rikke Voergård-Olesen, arbejdsmarkedspolitisk talsperson for LGBT Danmark.