Danskere med jødisk baggrund udsættes både for trusler og vold, fremgår det af mail til den konservative københavnske politiker Rasmus Jarlov.

De er blevet spyttet på, sparket, slået, dækkene på deres bil er blevet skåret op, og de er blevet overfaldet af dørvagter på et diskotek.

Det er blandt de konkrete tilfælde af chikane, trusler og vold, som personer med jødisk baggrund beretter om, at de har været udsat for i København. Eksemplerne listes op i en håndfuld mail, som lederen af de Konservative i Københavns Borgerrepræsentation Rasmus Jarlov har modtaget de senere dage, efter at han er gået ind i sagen om mobning af jødiske børn i folkeskoler på Nørrebro.

- Der har været forsøg på at bagatellisere den chikane, vi har hørt om. Men der er altså tale om reelle problemer, som vi bliver nødt til at se i øjnene, at vi har her i København, og som vi bliver nødt til at tale om, siger Rasmus Jarlov til Berlingske.

Episoderne i de forskellige mail knytter blandt andet til skolemiljøet, hvor jødiske lærere skjuler deres identitet for ikke at få problemer med eleverne. I andre mail fortælles om tilfælde, hvor de selv eller deres familiemedlemmer er blevet overfaldet i en bus og sparket ud af den eller om, hvordan de er blevet nægtet ekspedition i en forretning.

Der berettes også om sager, hvor folk er blevet overfaldet flere gange, og hvor det først er sluttet, efter at deres familie har insisteret på, at de gemte kalot og davidsstjerne under en kasket og en bluse.

Debatten om mobning af jøder i København er blusset op på ny, efter at skoleledere på Nørrebro har afvist, at der skulle være problemer med at lade jødiske børn gå på deres skoler. Efterfølgende har det vist sig, at de har frarådet jødiske børn at starte på en skole med en overvægt af elever med muslimsk baggrund.

Sagerne har nu fået borgerrådgiveren i Københavns Kommune Johan Busse til af egen drift at tage sagen op og iværksætte en undersøgelse af »mulig diskrimination i folkeskolen« i København. Det bliver Børne- og ungeforvaltningen, der skal stå for undersøgelsen.

Rasmus Jarlov har taget initiativ til en høring på Københavns Rådhus for at få sat oplevelserne fra det jødiske miljø på dagsordenen. Han vil invitere repræsentanter fra såvel det jødiske som det muslimske miljø samt fra skoleverdenen og politikere fra Borgerrepræsentationen.

Rasmus Jarlov efterlyser desuden handling fra børne- og ungeborgmester Anne Vang (S), som, han mener, bør melde klart ud, at man »selvfølgelig vil beskytte minoriteter, som udsættes for chikane«.

Anne Vang konstaterer, at det her og nu er afgørende at få afdækket, hvor stort problemet er.

- Vi er nødt til at have et sagligt grundlag for at diskutere et så alvorligt emne, og derfor har jeg bedt forvaltningen komme til bunds i problemet, så vi kan finde ud af, hvad der er op og ned, siger hun.

Meldingen fra borgmesteren er også, at det er »helt, helt uacceptabelt, hvis børn bliver diskrimineret eller udsat for drillerier på baggrund af deres religion eller etnicitet«.

- Det gør vi allerede meget for at forebygge, for vi skal sikre, at alle børn både er velkomne og har lyst til at gå i de københavnske skoler, siger hun.