Det er blevet mere udbredt, at præster siger nej til at give ikke-medlemmer en kirkelig begravelse.

Sidste år blev 83 procent af alle, der døde i Danmark, begravet eller bisat under medvirken af en præst i folkekirken. Men i takt med, at flere danskere melder sig ud af folkekirken, siger flere præster i dag nej til at begrave ikke-medlemmer af folkekirken, også selvom de pårørende ønsker en kirkelig begravelse, skriver Kristeligt Dagblad.

De to sognepræster Ulla Salicath og Peter Nejsum foreslår, at folkekirkens præster i udgangspunktet skal sige nej til at begrave ikke-medlemmer.

»De fleste regner nok med, at præsten er flink og forstående den dag, det gælder. Men som præst handler det ikke om at være flink, men om respekt for afdødes beslutning og respekt for, hvad ritualet siger. Personligt ville jeg heller ikke bryde mig om, hvis mine efterladte besluttede, at jeg skulle begraves i Ateistisk Selskab,« siger Peter Nejsum, der er sognepræst i Brønshøj Kirke.

Han foreslår sammen med sin kollega en ny løsning på dilemmaet, når efterladte virkelig ønsker en kirkelig begravelse. De to sognepræster mener, at tiden er inde til at sige nej til at begrave ikke-medlemmer, men samtidig komme de efterladte i møde ved at tilbyde dem en andagt eller mindegudstjeneste, men uden kiste og jordpåkastelse.

I dag kan afdøde ikke-medlemmer bliver borgerligt begravet typisk i et kapel med deltagelse af bedemanden, hvis præsten siger nej til at medvirke, skriver Kristeligt Dagblad.