En gruppering på omkring ti personer er torsdag aften blevet anholdt ved Bispehaven i Aarhus.

Det sker efter en række klager til Østjyllands Politi fra beboere i området, som føler, at gruppen skabte utryghed i kvarteret.

»Der er tale om en gruppering, som vi har haft kontakt med tidligere i dag, fordi vi havde fået en del klager over dem,« fortæller vagthavende ved Østjyllands Politi, Christian Riis, til BT.

Gruppen stoppede angiveligt ikke med deres utryghedsskabende og skadende adfærd, og derfor valgte politiet torsdag aften at anholde dem.

»Vi har anholdt dem, fordi vi ville bringe adfærden til ophør,« siger Christian Riis kort og godt.

Han vil ikke hverken be- eller afkræfte overfor BT, om grupperingen har forbindelse til den bandekonflikt, der i øjeblikket hærger i Aarhus-området.

Så sent som tirsdag aften blev fem personer varetægtsfængslet i fire uger efter en episode med grov vold ved Hasle Torv. Alle fem mænd er en del af den samme bande.