Allerede inden dagpengeperioden er halveret, vokser antallet af ledige, der mister retten til dagpenge. På en måned har 371 danskere opbrugt dagpengene.

1. januar træder dagpengereformen i kraft og halverer dagpengeperioden fra fire til to år. Men allerede inden de nye regler er indført, stiger antallet af langtidsledige, der mister retten til dagpenge.

En ny opgørelse fra A-kassernes Samvirke viser ifølge Altinget.dk, at 371 ledige opbrugte retten til dagpenge i løbet af fire uger fra midten af oktober til midten af november. Målt på månedsbasis er det dobbelt så mange som i de foregående år.

- Det er overraskende mange, der ryger ud nu allerede efter de gamle regler. Men det er kun et mildt forvarsel om, hvad vi kommer til at se, når de nye dagpengeregler slår igennem for fuld kraft til januar, siger direktør Vagner Sand Kirk fra A-kassernes Samvirke til Altinget.dk.

I 2010 og 2011 mistede mellem 130 og 190 personer månedligt retten til dagpenge. Ifølge Enhedslisten bør den nye opgørelse få regeringen til at genoverveje dagpengereformen.

- Vi har sagt til Mette Frederiksen, at vi skal have et beredskab klart i løbet af foråret, hvis det her går galt. Det, håber jeg, vil give mulighed for en reel løsning på problemet i stedet for alle de lappeløsninger, vi hidtil har lavet, siger arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl.

Hos Venstre ser man ingen grund til at justere reformen og eventuelt forlænge dagpengeperioden igen.

- Jeg vil blot minde om, at dengang Nyrup ændrede dagpengereglerne i 1990erne, var arbejdsløsheden markant højere end i dag. Så jeg ser ikke noget behov for at vende tilbage til en fireårig dagpengeperiode, siger arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs til Altinget.dk.