For at holde liv i samfundet i yderområderne ophæver flere kommuner bopælspligten og gør det muligt for folk at bruge huse som fritidshuse. Kommunerne »kaster håndklædet i ringen«, siger landsbyforsker.

Tomme og faldefærdige huse i byerne i yderområderne og på landet får flere kommuner til at ophæve bopælspligten på helårsboliger. Det skriver Jyllands-Posten.

Både Slagelse og Vordingborg kommuner ophævede reelt allerede bopælspligten på alle helårsboliger ved at tillade den såkaldte flexboligordning, mens kommuner som Bornholm, Vesthimmerland, Ærø, Samsø og Læsø har også ophævet bopælspligten, dog har enkelte bibeholdt kravet om helårsbeboelse i en række byområder.

Landsbyforsker Jørgen Møller fra Aalborg Universitet siger til avisen, at det er et udtryk for, at kommunerne »kaster håndklædet i ringen«.

»Det er en erkendelse af, at de gode tider ikke kommer tilbage. Men det betyder også, at de mest attraktive huse ikke længere vil gå til de lokale, men blive købt op af mere pengestærke folk udefra,« siger han til Jyllands-Posten.

Flere borgmestre siger til avisen, at det giver folk mulighed for at købe et hus og bruge det som fritidsbolig og på den måde kan der holdes liv i samfundet i byerne.

Minister for by, bolig, og landdistrikter Carsten Hansen (S) udtrykker forståelse for kommunernes beslutning og siger, at alternativet til flexboligordningen vil være spøgelsesbyer med tomme huse hele året.