Flere får gevinst ved at arbejde

Den økonomiske motivation for at gå fra kontanthjælp til en plads på arbejdsmarkedet bliver øget for flere mennesker med den nye skattereform.

En ny analyse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet viser, at skattereformen, som førstebehandles i folketingssalen i dag, vil betyde, at 95.000 personer stadig vil få under 2.000 kr. ud af at tage et arbejde efter reformen, skriver Jyllands-Posten mandag.

Der er 150.000 danskere uden for arbejdsmarkedet, som i dag får mindre end 2.000 kr. om måneden ud af at gå fra f.eks. kontanthjælp til et lavtlønnet job. Samme regnestykke lå bag debatten om kontanthjælpsmodtageren Carina, som kunne få flere penge ind på kontoen ved at blive hjemme end ved at tage et arbejde.

Derfor blev det et hovedmål for regeringens skattereform at øge den økonomiske forskel på at være i arbejde og at være uden for arbejdsmarkedet. Den nye analyse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet viser således, at skattereformen fjerner 55.000 danskere fra den gruppe uden for arbejdsmarkedet, som Carina-sagen satte fokus på.

- Det har været et af vores mål at nå hertil. Der er mange fordele forbundet med at få et arbejde, hvis man har været på en overførselsindkomst, men det skal jo også kunne mærkes økonomisk. Så det, at skattereformen for flere også betyder, at man får flere penge i hånden - også når man får f.eks. et lavtlønsjob - har været vigtigt for os, siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) til Jyllands-Posten.

Hun tvivler dog på, at det er muligt at nå det sidste stykke ad vejen, så de sidste 95.000 kontanthjælpsmodtagere og andre i Carinas situation også vil få en mærkbar økonomisk gevinst ved at komme ud på arbejdsmarkedet.

BNB


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.