Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, er på vej med en ny debatbog, hvor Muhammedtegningerne bliver genoptrykt. Det skaber frygt for ny krise.

En ny debatbog fra Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, kan i værste fald genoplive spændingerne mellem den muslimske verden og Danmark og udløse endnu en Muhammedkrise.

Sådan lyder advarslen ifølge Politiken fra en af de førende terroreksperter i USA.

I bogen "Tavshedens tyranni" gennemgår Flemming Rose de 12 tegninger af den islamiske profet Muhammed, som første gang blev trykt i Jyllands-Posten i 2005.

Siden er de blevet genoptrykt et utal af gange verden over, hvilket har ført til både omfattende handelsboykot af danske varer i muslimske lande og afbrænding af Dannebrog og de danske ambassader i Damaskus og Beirut.

- Hvis jeg var ham, ville jeg meget alvorligt overveje konsekvenserne ved at genoptrykke tegningerne, siger den amerikanske terrorekspert Evan Kohlman, der har arbejdet for FBI og USA's regering i spørgsmål om islamisk terrorisme, til Politiken.

Han understreger, at han godt forstår hensynet til ytringsfriheden, men "hver gang de tegninger bliver genoptrykt, kommer der optøjer og demonstrationer, og der bliver blodsudgydelser".

Også Danmarks ambassadør i Algeriet, Ole Wøhlers Olsen, forventer, at bogen i nogle miljøer vil afstedkomme samme voldsomme reaktioner, som da tegningerne blev genoptrykt for to år siden.

- Ser man på de mere radikale terroristgrupper som dem her i Algeriet, vil de klappe i deres små hænder. Det er noget, de rigtigt kan bruge i deres propaganda. Og det vil bekræfte dem i, at danskerne fører an i forhånelsen af profeten Muhammed, siger Ole Wøhlers Olsen til Politiken.

/ritzau/