Ny bog fortæller, at Politiken-chef bortcensurerede bombe fra Roald Als-tegning.

På dagbladet Politiken er man ikke så glad for bomber. Hverken i turbaner eller andre steder.

Modviljen mod bomber var så udtalt mens afdøde Tøger Seidenfaden var chefredaktør, at han valgte at bortcensurere en af slagsen fra en tegning udført af hans egen medarbejder, Politikens populære satiretegner Roald Als.

Det fortæller Jyllands-Postens tidligere kulturredaktør Flemming Rose i en ny bog, ’Hymne til friheden, som skal markere ti-året for Muhammed-tegningerne i næste uge.

»Tegningen var på forsiden af Politikens kultursektion for fem år siden. Roald Als var ovre på mit kontor og tog et billede af mig, og næste dag var tegningen i avisen, og det var fint nok,« siger Flemming Rose, der var manden, som fandt på tegningerne.

Jyllands-Postens København-redaktion og Politiken befinder sig i samme bygning på Rådhuspladsen i København, så der er ikke langt fra den ene redaktion til den anden.

»Men så hørte jeg ad omveje, at tegningen var blevet censureret. Jeg gik over til Roald Als og spurgte ham om det. Han sagde, at det var rigtigt nok - Tøger havde fjernet bomben. Jeg spurgte så, om jeg måtte få originaltegningen.

Men jeg synes, det er værre, at Tøger fordrejede, hvad Jyllands-Posten havde skrevet om sagen i den efterfølgende debat. Tøger sagde, at JP havde skrevet, at muslimer måtte finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Min pointe var netop, at det må alle finde sig i, uanset hvem man er, eller hvad man tror på. Det var meget skadeligt for vores forsvar for offentliggørelsen af tegningerne, at han fordrejede vores tekst.«

Tror du, vi kommer til at se Kurt Westergaards tegning med bomben i turbanen i forbindelse med jubilæet?

»Man kan jo altid google den,« siger Flemming Rose med et tørt grin.

»Jeg ved ikke, om den bliver bragt. Det må de enkelte redaktører gøre op med sig selv. JP er i en speciel situation, for hvis vi bringer den, vil det ikke bare blive opfattet som dokumentation, men som en symbolsk handling. Og hvad andre aviser gør, vil jeg ikke blande mig i,« siger han.

Er du skuffet over, at JP har været tilbageholdende med at vise tegningerne igen?

»Politiken er en aktivistisk avis, det er Jyllands-Posten ikke. Det passer ikke ind i vores dna. Chefredaktør Jørn Mikkelsen plejer at sige: ’Vi stiller os aldrig i selv den bedste sags tjeneste’. Vi er tilstræbt neutrale og objektive. Vi vil gerne være kritiske hele vejen rundt, og sagen blev så stor og fylder så meget, at det er utrolig svært at dække historien med en distance,« siger Flemming Rose.

BT har spurgt Politikens nuværende chefredaktør Bo Lidegaard, hvad han mener om censureringen af bomben.

Han kalder det en redigering:

»Jeg har ingen kommentar til et konkret forløb, jeg ikke har været med til. Udover måske det, at vi her på avisen plejer at tale om at redigere indholdet, ikke om at censurere det. Det er ingen hemmelighed at Politiken og Jyllands-Posten ser forskelligt på, om det var en god idé at trykke de tegninger,« siger Bo Lidegaard.