Da klokken slog 12 nytårsaften blev danskere, der fulgte nedtællingen i fjernsynet, udsat for reklame. På rådhustårnet var et lilla lyshjerte rundt om urskiven, mens der på urskiven og på en bagvedliggende bygning var skrevet 'mamaspace.com'.
Stuntet affødte en massiv kritik og siden har virksomhedens Facebook-side været bestormet af vrede danskere, der har givet udtryk for deres utilfredshed - på en mere eller mindre pæn måde. Men det preller tilsyneladende fuldstændig af på bestyrelsesformand i Mamaspace.com, Marc Jeilman.
De seneste dage har Marc Jeilman nemlig afsat tid til at besvare de mange kommentarer fra vrede danskere, og de er i mange tilfælde i en tone, der ikke synes at blive modtaget særlig positivt.
Eksempelvis sender Peter Nielsen sine forhåbninger om virksomhedens bankerot i en kommentar til virksomhedens logo, hvortil Marc Jeilman kækt svarer: 'Smukt logo og en fortabt sjæl der forsøger at ødelægge pga manglende kærlighed i eget liv. Sørgerlig person..'
Og Peter Nielsen er langt fra den eneste, der tilsyneladende er utilfreds med reklamestuntet. En Henrik Kragh Jensen undrer sig eksempelvis over virksomhedens slogan 'Alt hvad en mor har brug for':
'Hvor mange mødre har brug for manglende situationsfornemmelse, manglende moral og en bestyrelsesformand med en IQ på 9,' spørger han, hvortil Marc Jeilman svarer:
'.... må man være så kæk at gætte på din IQ Henrik .... og spørge om du laver noget du kan li' at lave til dagligt ?.... siden du er så sørgerlig i alt hvad du tænker og skriver ? ... er det Janteloven der skaber din vrede måske...'
En anden stiller spørgsmålstegn ved Marc Jeilmans professionalitet, og heller ikke det lader til at skyde huller i brynjen.
'Hvilken professionelle stilling bestridder du selv ... må man spørge ?... eller gemmer du dig bag meningsløs kritik,« lyder svaret tilbage fra bestyrelsesformanden.
Reklamen blev udarbejdet uden tilladelse fra Københavns Kommune, derfor kan Mamaspace.com også se frem til en politianmeldelse, hvis de gentager stuntet.
»Reklamen på byens rådhustårn nytårsaften er sket uden kommunes tilladelse, og det er selvfølgeligt uacceptabelt. Hvis det gentages af den pågældende virksomhed eller andre, vil de blive politianmeldt,« sagde Simon Kaiser, direktør i Københavns Ejendomme og Indkøb, Københavns Kommune til TV2 få dage efter nytårsaften.
Til TV2 forklarede firmaets direktør, Maibrit Dessau, at laserlyset blev sendt fra et nærliggende hotelværelse.
Hun kalder reklamerne for en 'nytårsnarrestreg' og siger, at mamaspace.com for øjeblikket kun har ét produkt på sin hjemmeside, og at det bliver solgt til indkøbspris, så firmaet ikke tjener penge på reklamen.
»Vi har både fået positive og negative tilbagemeldinger, men vi må nok se i øjnene, at vi er gået en lille smule over stregen.« Det er vi godt klar over, siger Maibrit Dessau til TV2.
Firmaet har selv lagt denne video på Youtube, hvor man kan se, hvordan stuntet blev til: