Champagne og raketter er sjældent en god kombination. Alligevel lever mange danskere livet farligt på årets sidste dag.

Sidste år måtte i alt 233 personer således til behandling på landets skadestuer i nytårsdøgnene.

Og det er ikke kun lemmer, man risikerer at miste. Fyrværkeriulykker kan også ramme på pengepungen, fortæller kommunikationsdirektør i Alka Lise Agerley.

Det er nemlig ikke altid, forsikringen gælder ved affyring af fyrværkeri, forklarer hun:

»Du mister retten til erstatning, hvis du har udvist grov uagtsomhed ved affyring af fyrværkeri, eller hvis du har brugt hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri. Du er heller ikke dækket af din forsikring, hvis det viser sig, at du har været beruset,« siger Lise Agerley.

Hun understreger samtidig, at det kun er i de tilfælde, hvor man uforskyldt kommer til at skade andre, at forsikringen dækker.

»Forvolder du skader på andre, dækker din ansvarsforsikring som hovedregel, hvis skaden er sket under uforsætlige omstændigheder. Dog dækker forsikringen ikke, hvis du har været beruset,« siger Lise Agerley.

De fleste ulykker sker for dem, der antænder fyrværkeriet, men selv som tilskuer skal man passe på. Blandt de tilskadekomne kvinder sidste år var tre fjerdedele tilskuere, mens det for mænd var en fjerdedel.

»Antallet af skader viser, at fyrværkeri skal tages alvorligt - både af dem, der antænder det, og af dem, der blot vil nyde det på afstand. Vi råder alle til at anvende sikkerhedsbriller og være opmærksom på, hvad der er omkring dig, så du kan reagere, hvis du ser en løssluppen raket, eller en person, der er opfører sig uansvarligt,« siger Lise Agerley.