Fire personer har mistet livet ved en militærparade til fordel for amerikanske krigsveteraner, efter at et tog kolliderede med en paradevogn.

USA: Fire personer har mistet livet, mens 17 er blevet såret under en parade til ære for amerikanske krigsveteraner i byen Midland i den amerikanske delstat Texas, oplyser BBC.

Under paraden blev en vogn med sårede veteraner og deres koner pludselig ramt af et tog, da to paradevogne krydsede skinnerne omkring klokken 16.35 lokal tid. Alle de ombordværende på den første vogn slap uskadt fra episoden, da deres vogn ikke blev ramt.

Ifølge det lokale øjenvidne Hamid Vatankhah nåede nogle af personerne på den anden vogn at hoppe af inden toget ramte, men andre sad i rullestole og kunne derfor ikke slippe væk. Han forklarer til KMID-TV, at deltagerne i paraden muligvis ikke har hørt toget nærme sig, fordi det blev overdøvet af flere politibiler med tændte sirener, som deltog i paraden.

To af de døde blev dræbt på stedet, mens de sidste to først udåndede på Midland Memorial Hospital.

De sårede er blevet bragt til behandling på det lokale hospital i Midland, 10 af dem meldes hårdt sårede, men der bliver ikke tale om at overføre dem til andre sygehuse.

- Vi har ressourcerne og bemandingen til at håndtere det her. Vi har situationen under kontrol, forklarer hospitalets talskvinde Marcy Madrid til mywesttexas.com.

Alle festligheder i forbindelse med paraden »Hunt for Heroes« er blevet aflyst, oplyser det lokale medie.

De amerikanske myndigheder vil nu undersøge årsagen til den tragiske ulykke nærmere.