Du bør altid bakke ind, når du parkerer din bil. Forlæns parkering kan i værste fald koste menneskeliv.

Folk, der har kørekort til personbil, husker måske tilbage til køretimen, hvor de første gang skulle udføre det, der hedder en baglæns parkering i bås.

For mange var det nemlig ikke den mest behagelige disciplin at skulle manøvrere skolevognen ind i en parkeringsbås med bagdelen først.

Det vidner danskernes parkeringsvaner i hvert fald om. For mange bilister vælger den lette løsning, når de parkerer. Vi kører ind i båsen med snuden først og gemmer det besværlige - at bakke - til vi kører væk fra P-pladsen igen, skriver Randers Amtsavis.

Men det skal vi holde op med.

For den parkeringsadfærd koster i gennemsnit fire menneskeliv om året. Det viser Vejdirektoratets ulykkesstatistikker, hvori der også står, at forlæns parkering har kostet 750 alvorlige personskader på 10 år.

Havarikommissionen opfordrer derfor til, at danskerne gør det til en vane at bakke ind. Så kan vi nemlig se os ordentligt for, når det er tid til at køre væk fra parkeringspladsen igen.

Ifølge Randers Amtsavis har vindmølle-mastodonten Vestas gjort den opfordring til en regel på virksomhedens parkeringsplads i Aarhus.

»Det skyldes den helt simple grund, at det er sikrere,« siger pressechef hos Vestas, Michael Zarin, til Randers Amtsavis.

Mange bilmærker bryster sig med at være udstyret med baksensorer, der advarer føreren, hvis han eller hun er ved at kollidere med noget eller nogen.

Funktionen er dog ikke god nok til at nedbringe risikoen for ulykker. Det viser analyser af bakkeulykker med fodgængere som ofre.