Den fire-årige Rasmus, som forrige mandag blev kvalt af sin mor i Aalborg, blev lørdag formiddag bisat i Limfjords-byen.

De pårørende sang sammen med et kirkekor for sidste gang Rasmus' yndlingssang, 'Rapanden Rasmus', for ham og sendte ham mod evig hvile med 'elefantens vuggevise'.

Det krævede kun fire mennesker at bære den lille hvide trækiste ud af kapellet. Rasmus' far gik forrest i den ene side, mens to af moderens pårørende bar kistens anden side.

Den lille kiste var det tavse omdrejningspunkt for ceremonien, der begyndte i Søndre Kapel i Aalborg klokken 11. Kapellet var næsten fyldt, og der var tændt stearinlys ved kisten.

Se billederne: Folk fra nær og fjern kom til Rasmus' bisættelse

Pårørende til både Rasmus' 35-årige mor, LB, og faderen Carsten var mødt frem med blomster og bårebuketter til et sidste farvel. En af faderens pårørende havde også medbragt en stor Rasmus Klump-ballon til drengen.

En dobbeltdækkerbus fra København havde fragtet faderens familie og venner til Nordjylland.

LB, der er sigtet for drabet på sin søn, deltog ikke i bisættelsen. Hun er varetægtsfængslet i surrogat på den lukkede psykiatriske afdeling på Aalborg Sygehus.

Forældrene har kæmpet mod hinanden i statsamtet. Og de seneste dage har den tragiske drabssag også vakt forargelse, idet faderens ønske om at bisætte drengen på Frederiksberg, hvor han bor, blev afvist af retten med henvisning til, at moderen har fuld forældremyndighed over drengen.