Den lille pige, Ashley, sidder på et børnehjem i Spanien. Grunden til det er, at begge hendes forældre sidder fængslet og kæmper om forældremyndigheden.

En smilende og glad pige ses på billederne af 4-årige Ashley, der netop nu lever et liv under de værst tænkelige omstændigheder.

Grundet strid om forældremyndighederne er moderen, Becky Okisamen, blevet anholdt i Spanien og Ashley anbragt på et børnehjem, skriver Ekstra Bladet.

Moderen til barnet, Becky Okisamen, er blevet anholdt for at have rejst væk fra Danmark i april med Ashley uden faderen Kent Kristensens samtykke. Hun er nu blevet udleveret af de spanske myndigheder til Danmark og sidder i Vestre Fængsel, mens Ashley sidder tilbage i den spanske hovedstad, Madrid.

Fanget i udlandet

Faderen, den tidligere hotel- og finansmand Kent Kristensen, rejste 5. oktober til Spanien for at få datteren Ashley ud af livet på børnehjemmet. Her fandt spanierne imidlertid ud af, at Kent Kristensen er efterlyst i Rumænien, og han blev derfor anholdt.

Han mistænkt for bedrageri, og kan ifølge Ekstra Bladet risikere op til syv års fængsel.

Dermed er kun 4-årige Ashley blevet ufrivillig ’fange’ i en sag mellem far og mor.

- Barnet er jo på et børnehjem i Spanien, og det er jo selvfølgelig aldrig sjovt for et barn at ryge på børnehjem. Nu undersøger vi sagen, så hurtigt vi overhovedet kan. Sagen har højt prioritet, siger Line Steffensen, jurist og anklager i sagen.

Nye dokumenter fra Spanien

Der er dog kommet nye oplysninger i sagen, efter at Becky Okisamen er kommet til Danmark, der kan ændre på, om hun fortsat skal sidde varetægtsfængslet.

- Moderen kom med nogle dokumenter nede fra Spanien, som vi ikke har haft på et tidligere tidspunkt. Dem vil vi få oversat meget hurtigt, og når det er sket, vil vi se, om det ændre noget i sagen, siger Line Steffensen.

Becky Okisamen kom i fredags til Danmark med følge af to betjente og blev varetægtsfængslet i to uger. Det vides endnu ikke, hvornår Ashley kan forlade tilværelsen på børnehjemmet.