Finhvalen, der fredag aften kæmpede sig fri, ligger nu bomstille igen. Brandvæsenet forsøger at lokke hvalen ud af fjorden ved hjælp af flydespærrer.

Et øjenvidne beskriver overfor bt.dk, at den store finhval ligger helt stille ude i sejlrenden nær Vejle Fjord Broen, og det har den gjort i et godt stykke tid nu.

Klokken 18.20 fredag aften kæmpede hvalen sig ellers pludselig fri fra den sandbanke, hvor den har ligget strandet siden i onsdags.

Sidan da har flere spået, at dens sidste time var nær, men den stædige hval fik alligevel møvet sig fri og ud på dybere vand.

- Den pustede og pustede og vendte kroppen fra den ene til den anden side. Pludselig var den fri og så svømmede den ellers mod Vejlefjordbroen, beskrev et øjenvidne til Vejles Amts Folkeblads netavis.

Finhvalen svømmede desværre i den forkerte retning, da har bevæget sig længere ind i fjorden. Brandvæsnet forsøger fredag aften at få vendt hvalen, så den kan svømme ud af fjorden og ud på åbent hav.

Men lige nu bevæger hvalen sig slet ikke.

- Den ligger med snuden i vejret og bevæger sig ikke ret meget, forklarer vildtkonsulent Peter Bülow fra Skov- og Naturstyrelsen til Ritzau.

Hval har ikke gode chancer

Finhvalens tilstand er ifølge politiet ikke kendt. Muligvis er den stadig døende.

Men Lasse Fast Jensen, der er museumsinspektør ved Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, spår ikke hvalen de store chancer.

- Det er selvfølgelig positivt, at den er kommet fri, men jeg vil ikke give den store chancer for at overleve. Der er desværre en stor risiko for at den strander igen, siger han til Radioavisen og fortsætter:

- Det er ikke farvand for så stor en hval. Den vil ikke kunne finde ordentlige mængder af føde. Og så er det svært for den at navigere rundt. Den skal finde helt ud i Atlanten, hvor den kom fra, og det er vanskeligt.

Så du, da hvalen slap fri? Så ring til bt.dk på 33757534 eller skriv til 1929@bt.dk