Fugle-entusiast udlover kæmpe dusør for oplysninger, der fører til pågribelse af jæger, som har skudt den sjældne kongeørn.

Den stolte kongeørn er også kongen af den danske fuglefauna. Der er kun ganske få af dem, og siden en endnu uidentificeret person for nylig rettede sit jagtgevær mod en af dem i det nordlige Jylland og trykkede af, er der nu én færre.

Det har fået fugleentusiast Kim Frost fra Nykøbing Mors til at udlove en dusør på ikke mindre end 25.000 kroner til den, der kan komme med oplysninger, som fører frem til gerningsmanden, der har dræbt den totalfredede og ringmærkede kongeørn.

Dansk Ornitologisk Forening har besluttet at lægge det samme beløb oven i puljen, så dusøren nu er oppe på 50.000 kroner.

Kim Frost, som ved siden af sin fugleinteresse er øjenlæge og driver klinik i Nykøbing, siger til BT:

»Der er så få kongeørne herhjemme, så at skyde en af dem er simpelthen en skændig handling. Det er for groft, og jeg blev både vred og vemodig, da jeg hørte det. Der er gjort et kæmpestort stykke arbejde for at få kongeørnen til at genindvandre til Danmark, og det er fantastisk, at det er lykkedes. Så når nogen kan finde på at gøre sådan noget her, så håber jeg virkelig, gerningsmanden bliver fundet og stillet til ansvar,« siger Kim Frost, som altid har haft stor veneration for fugle og meldte sig ind i Dansk Ornitologisk Forening allerede som 14-årig, så han nu har haft sit medlemskort i 55 år.

»Jeg tænkte, at hvis en dusør virkelig skal have effekt, så duer det ikke, at den er på et lille beløb. Derfor henvendte jeg mig og sagde, at jeg ville give 25.000 kroner i dusør,« fortæller han videre.

20 hagl i kroppen

Den dræbte kongeørn blev fundet den 12. marts med mindst 20 hagl i kroppen ved Limfjordens østlige udmunding.

Hvilket er kun ganske få kilometer fra et af den sjældne ørns blot tre yngleområder i Danmark.

Dansk Ornitologisk Forening – herunder Kim Frost – anser det for meget vigtigt, at gerningsmanden bliver fundet og har derfor anmeldt sagen til Nordjyllands Politi.

Yderligere analyser på DTU Veterinærinstituttet skal belyse, hvilke hagl der er brugt, og om ørnen blev skudt, mens den sad stille, eller mens den fløj.

»Den person, som har skudt den her ørn, har gjort det med fuldt overlæg, for man kan ikke tage fejl af en kongeørn. Så det er en ondsindet handling. Den er blevet skudt med mindst 20 hagl, og de sidder meget tæt, så det betyder, at den er blevet skudt på meget tæt hold. Så der er ingen undskyldning. Sanktionen er selvfølgelig ikke op til mig at bestemme, men til domstolene, men hvis jeg skulle bestemme, bør det som minimum koste jagttegnet for bestandigt, at våbentilladelsen bliver inddraget og dertil en klækkelig fem-cifret bøde,« fastslår fugleentusiast Kim Frost.