Siden 2008 er antallet af bryllupper faldet markant over hele landet. Især i økommunerne er færre par blevet gift inden for de seneste seks år.

Der er blevet langt mellem bimlende kirkeklokker, brudevals og bryllupskage gennem de seneste år.

Ifølge KLs nyhedsbrev, Momentum, har kirkerne og rådhusene i alle landets kommuner oplevet et stort fald i antallet af bryllupper, siden finanskrisen gjorde sit indtog i 2008. Momentum har ud fra tal fra Danmarks Statistik opgjort, hvor i landet de mest og mindst giftelystne danskere bor, og det viser sig, at bryllupsdrømmene især er blevet knust i de små økommuner.

I Ærø Kommune blev kun 2,3 procent af de 25-39-årige ugifte kvinder gift med en mand i 2013, og det er et fald på hele 74 procent i forhold til i 2008. I Læsø Kommune blev kun 3,3 procent af de unge kvinder gift, og herefter følger Albertslund med 4,0 procent og Langeland med 4,2, mens 4,3 procent af de 25-39-årige kvinder i hovedstaden sagde ja til en mand sidste år.

Ærøs borgmester, Jørgen Otto Jørgensen (S), giver især finanskrisen skylden.

»Når det kniber med økonomien, vælges de store bryllupper med tilhørende fest fra. Men det kan ikke være den eneste grund på Ærø,« siger Jørgen Otto Jørgensen til Momentum.

Borgmesteren er dog ikke overrasket over, at det især er antallet af vielser blandt unge mennesker på hans ø, der er faldende.

»Hvis man kigger på det absolutte antal, er der ingen tvivl om, at der er færre yngre mennesker på øen end for fem år siden. Vi har oplevet en fraflytning på grund af manglende job. Dermed falder antallet af par, der gifter sig, jo også,« siger Jørgen Otto Jørgensen.

Antallet af par, der ønsker at få papir på deres kærlighed, er dog også faldet i alle landets 98 kommuner, viser Momentums opgørelse. I 2013 var der 27.505 vielser i Danmark, hvilket er 10.312 lavere end i 2008. Det svarer til et fald på 27 procent.

Seniorforsker Mai Heide Ottosen fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, forklarer, at folk hellere vil vente med at blive gift, til økonomien er mere robust, end gå på kompromis med drømmebrylluppet.

»Det er sandsynligt, at folk har været tilbageholdende med at indgå ægteskab i disse år på grund af finanskrisen. Hvis man er usikker på sit indtægtsgrundlag, er man ikke tilbøjelig til at investere det, et bryllup koster. Det er dyrt at holde et bryllup, så man venter til, at tiderne bliver bedre. Der kan være tale om en udsættelsesproces, så dem, der potentielt bliver gift, bare bliver ældre, når de gør det,« siger Mai Heide Ottosen til Momentum.

De mest giftelystne par bor i Egedal Kommune. Her blev 9,1 procent af de 25-39-årige kvinder gift sidste år. På en delt andenplads kommer Stevns og Rebild med 8,9 procent, mens Sorø indtager tredjepladsen med 8,7 procent.