Fire danske filmselskaber vil have fagfolk til at gennemgå sikkerheden før indspilning af film og tv-serier.

København. Fire danske produktionsselskaber skruer nu op for sikkerheden for filmhold og skuespillere ved indspilning af film og tv-serier.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nordisk Film, Zentropa, Miso Film og Fridthjof Film.

Der skal blandt andet udarbejdes en sikkerhedsrapport, inden optagelserne begynder.

Det skal gøre det muligt at identificere potentielle fareelementer for skuespillere og filmhold.

Initiativet kommer, efter at skuespilleren Bodil Jørgensen i sommeren 2014 blev kvæstet.

Det skete, da hun faldt ned fra en traktor under indspilning af en Far til Fire-film ved Mandø.

Louise Vesth, der er producer hos Zentropa Entertainment, siger til Ritzau, at det ikke er muligt at gardere sig fuldstændigt mod ulykker.

- Vi kan ikke give nogen garanti for, at der ikke sker ulykker, selv i den bedste af alle verdener.

- Men hvis vi gør en tidlig indsats, før vi står ude og skal optage, så kan vi identificere mulige risici og dermed forebygge ulykker, siger hun.

Zentropa-produceren afviser, at initiativet skal ses som udtryk for, at man ikke hidtil har prioriteret sikkerhed.

- Jeg synes, vi har haft et rigtigt stort fokus. Men det er klart, at når der sker ulykker, er det altid anledning til at se på, om vi kan gøre det bedre, siger Louise Vesth.

Hun håber, at resultatet af det nye initiativ bliver en øget bevidsthed om sikkerhed.

- Det skulle gerne udmønte sig i en kultur, hvor der tales mere om sikkerhed, og hvor man føler, det er okay at stille spørgsmål og komme med kritikpunkter af sikkerheden, siger Louise Vesth.

Hun ser det som en klar styrkelse, at de fire selskaber nu vil dele og trække på hinandens erfaringer om, hvordan man bedst forebygger ulykker.

Produktionsselskaberne vil lade en professionel filmarbejder, eksempelvis en stuntmand, stå for at udarbejde sikkerhedsrapporten før optagelserne.

Rapporten vil også blive sendt til de involverede forsikringsselskaber for at sikre, at der er tegnet en forsvarlig forsikring for de medvirkende.

/ritzau/