Sommeren 92 har indtaget de danske biografer. Men historien om EM-triumfen, er mere end fodbold. For Hummel ejer Christian Nicholas Stadil, betyder det også, at der kommer fokus på hans brand. De kendte Hummel-vinkler er hyppigt brugt i filmen, som har haft et godt samarbejde med det kendte danske sportsmærke. Men der var en trøje, som filmholdet selv måtte lave. Og det gik galt.

Det drejer sig om den lynlåstrøje som Ulrich Thomsen (Ricardo) bærer på billedet. Som man kan se vender Hummel-vinklerne forkert. Normalt skal spidsen vende nedad, men på lynlåstrøjen, der optræder flere gange i filmen, vender spidsen opad. Det får dog ikke nogen konsekvenser, fortæller Hummels ejer Christian Stadil, der kun kan trække lidt på smilebåndet af svipseren.

»Sket er sket, og det er jo ikke en kæmpe ting, så vi tager det med et glimt i øjet. Vi går ellers meget op i vores brand, hvor jeg personligt synes, at vinklerne har en speciel power, som kan spottes på lang afstand. Derfor har vi faktisk også lavet en brandmanual, så den skulle vi måske have sendt til filmholdet,« siger Christian Stadil drillende og tilføjer:

»Det vi går op i, og er ekstremt opmærksomme på, er, at store globale firmaer ikke kopierer vores brand. Der skal vi virkelig være hårde,« siger Christian Stadil og tilføjer, at de næste gang vil sørge for at få kontrolleret tingene.

Det var Christian Stadil selv, der opdagede fejlen, da han en morgen løb nyheder igennem på nettet. Der dukkede en artikel op med plakatbilleder af skuespillerne iført lynlåstrøjen.

Der er ingen ud over Christian selv, også BT, som har opdaget fejlen. Det undrer Christian Stadil. Han har nemlig selv haft et godt samarbejde med Cyron Melville, der i filmen spiller Brian Laudrup.

»Cyron Melville er dommer for vores fodboldturnering på Roskildefestivalen, så jeg synes det er lidt sjovt, at han ikke har lagt mærke til noget. Heller ingen af mine venner, der har set filmen, har ringet eller skrevet,« siger Christian Stadil.

Selvom fejlen irriterer Christian Stadil, så påpeger han, at det er menneskeligt at fejle, og at det er vigtigt at turde kaste sig ud på dybt vand. Så selvom det er ”en lidt dum fejl,” så er han utrolig glad for samarbejdet med filmholdet.

Selv har han endnu ikke set filmen, men håber på at kunne se den snarest. Indtil da venter han spændt på at se, hvor meget den omtalte trøje bliver brugt i filmen.