Fik fisk i kælderen: Vi har ikke turdet fortælle børnene, at katten er druknet

Det er i øjnene, man ser det. Håbløsheden. Hjælpeløsheden. Afmagten.

Munden prøver at smile. Men gnisten er slukket. Af Bodil.

Karina Krüger fra Frederikssund synker en stor klump i halsen. Kigger rundt i det, der indtil for få dage siden var en smuk og hyggelig have, som døtrene på seks og ni år legede i. Sammen med familiens fire katte. Nu er der kun tre. Hankatten Oliver druknede i stormfloden.

- Det var Beredskabsstyrelsen, der fandt Oliver tidligere i dag (søndag, red.). Den havde jo ikke klaret den, siger Karina Krüger med gråd i stemmen over tabet af familiens kæledyr og har svært ved at overskue det liv, der bliver familiens i meget meget lang tid.

Frederikssund er en af de byer langs Roskilde Fjord, der blev allerhårdest ramt af storm Bodil og den stormflod, hun slæbte med sig. Og især Blødevej - som blot tæller et par håndfulde villaer - blev på grund af gadens lave beliggenhed ofre for vandmasserne og et par af gadens huse stod så meget under vand, at de aldrig bliver et hjem igen.

Se alle billederne: Oversvømmelser og enorme ødelæggelser efter Bodil

Mens Frederikssund borgerne få hundrede meter derfra med smil på læben er vendt tilbage til en dagligdag med fyldte indkøbsposer fra Føtex, ser tilværelsen helt anderledes ud på Blødevej nummer fem.

Familien Krüger indså allerede sidst på eftermiddagen fredag, at det her kunne blive grimt og blev indlogeret hos venner i byen. Men præcis hvor grimt, havde de ikke i deres vildeste fantasi forestillet sig.

De fire katte blev i husets underetage, som er en del af beboelsen. Og Karina var overbevist om, at de ville søge højere op i huset, hvis det blev nødvendigt. Men kun tre af kattene reagerede på deres instinkt. Oliver gjorde det ikke.

- Den blev fundet inde i vores det værelse, hvor hele familiens tøj lå. Den må være blevet fanget derinde, fordi vandet pludselig er væltet ind fra kloaker, gennem væggene og kælderdørene. Og så har den ikke kunnet komme ud. Det er frygteligt. Ikke bare med katten. Med alt, siger Karina Krüger opgivende.

Støvlerne svupper under hende, da hun går hen for at checke pumpen, der arbejder på højtryk for at tømme kælderrummet, hvor køleskab, fryser, vaskemaskine, tørretumbler, madrasser, tøj og legetøj sejler formålsløst rundt.

Naboer og venner kommer forbi. Giver et kram og et par opmuntrende ord, som kan lune lidt i forbifarten, men ikke ændrer ved grundfølelsen af afmagt.

Se billederne: Så voldsomme er ødelæggelserne i havnen i Gilleleje

Præcis hvor slem tingenes tilstand var på Blødevej nummer fem, fandt familien allerede ud af efter et døgn. Ved hjælp af en stige, lykkedes det dem at forcere vandmasserne og træde ind gennem deres hoveddør i stueetagen. Da de åbnede døren til kælderen, stod vandet op til øverste trin.

- Der var spildevand og havvand. Der svømmede fisk rundt dernede. Og da beredskabet satte pumperne til, stoppede slangerne til, fordi fiskene satte sig fast, fortæller Karina Krüger.

Stueetagen i familiens bolig er heldigvis ikke berørt. Men om der er for sundhedsskadeligt at bo, har de endnu ikke fået afklaret. Og under alle omstændigheder bliver det et intermistisk liv. Måske meget længe.

- Vi ved ingenting. Vi må tage et minut ad gangen. Det er lort med lort på, for nu at sige det ligeud, siger Karina Krüger og ryster på hovedet.

Også de to døtre er knuste. Midt mellem mudder, grus og store vandpytter ligger en enkelt gummistøvle størrelse 33, en lille fin rygsæk med farvede dyr på, en enlig rulleskøjte.

- Vi har ikke turdet fortælle dem om katten endnu. Det må vente. De blev kede nok af det, da de så, hvordan her ser ud. Men lidt hverdag har vi reddet for dem. Deres pakkekalendere lå jo desværre gemt i et skab i kælderen. Men heldigvis var der en nisse, som havde fundet ud af, hvor de boede og kom med en ny. En god nisse. For der er kun tøj i den, siger hun med en smule glød i øjnene og vender tilbage til pumperne.

På fortovet udenfor nummer fem løber en enlig jogger forbi. Hun kaster et blik ind på det ramponerede hus. Og ryster på hovedet.

Så løber hun videre. Familien Krüger har ikke så mange steder at løbe hen.

Læs også: