Det er ikke lykkedes Danske Spil at finde den Lotto-vinder, der har vundet 10 millioner kr. på en kupon købt hos Superbest i Viby på Sjælland, skriver Ritzau i følge sn.dk.

Lottokuponen blev trukket 12. marts 2011 - og efter et år udløber kuponen. I går var året gået, og den heldige vinder har mistet retten til gevinsten. Vinderen fik et præmiebevis på at han eller hun havde vundet, men de 10 millioner er aldrig blevet afhentet.

Kommunikationschefen i Danske Spil, Thomas Rørsig, siger i følge sn.dk til Ritzau, at det er usædvanligt, og han ikke kan give en forklaring på hvorfor.

- Når man får et præmiebevis, er det tegn på, at man har vundet i hvert fald 10.000 kr. Men der var altså en gevinst på 10 mio. kr., og hvorfor den heldige vinder ikke har henvendt sig, er svært at svare på, siger Thomas Rørsig.

De mange penge overføres nu til tipsmidlerne, der støtter idrætten og kulturlivet. Samme skæbne kan overgå en anden gevinst på 12 mio. kr.

Den heldige vinder havde spillet hos Shell Holstebro til trækning 31. marts 2011. Om få uger er også denne kupon ugyldig. 

Skrevet af Janne Poulsen