Frederik Løchte Nielsen fejrede i nat sin første Grand Slam-titel med manér.

- Der blev festet lidt igennem, det må jeg da indrømme.

Ordene fremstammes med hæs stemme og efterfølges af et langt gab, da bt.dk fanger en stadigvæk sengeliggende Frederik Løchte Nielsen søndag formiddag.

Danmarks nye tennisstjerne er medtaget oven på en velfortjent sejrs-fest i nat, hvor han, i selskab med sin engelske makker Jonathan Marray, var ude og fejre den sensationelle Wimbledon-sejr i herredouble.

- Jeg er knap nok stået op endnu. Vi var sent færdige efter kampen, så vi tog en sen middag med venner og familie. Altså, i min verden var det da forholdsvist stille og roligt, men uden at sige for meget, kan jeg da godt sige; der kom godt gang i den med lidt 'hygge' i løbet af natten, smågriner Frederik Løchte Nielsen.

Han har endnu ikke fattet, hvor enorm og sensationel en bedrift, han egentlig har været med til at udrette.

- Der har været så meget lige siden kampen - der har været så meget drøn på, så det er svært at forstå lige nu. Men det skal nok komme.

Og mon ikke dagens begivenheder vil gøre sit for at slå sejren fast i hans bevidsthed? I aften står den på middag med alle årets vindere i Wimbledon til den såkaldte Championship-dinner.

- Vi skal lige ud på anlægget og ordne nogle forskellige ting her i løbet af dagen, og så skal vi til Championship dinner i aften. Det bliver nok mere stille og roligt - ikke så meget fest. Men jeg glæder mig, siger Frederik Løchte Nielsen, før han takker bt.dk for lykønskningen med ordene: 'mange tak, mange tak - og selv tak'.