KØB PLUS!

Fejl for 26 milliarder i Skats regnskaber

Rigsrevisionen fundet og påtalt regnskabsfejl for ikke mindre end 26 milliarder kroner i Skatteministeriets årsregnskab for 2011, skriver Politiken søndag.

- Jeg synes, det er alvorligt, når vi kan finde fejl i Skatteministeriets regnskab, og dermed i selve statsregnskabet, på 26 milliarder kroner. Det er en alvorlig sag, når revisorerne i en privat virksomhed tager forbehold for regnskabet, og det er det også i staten, siger rigsrevisor Lone Strøm til avisen og fortsætter:

- Typisk kan vi tage et forbehold for en enkelt styrelse eller institution under et ministerium, men her er det tunge poster på Skatteministeriets samlede regnskab, der er problemet – det er usædvanligt.

Lone Strøm oplyser, at det ikke er første gang, at Rigsrevisionen finder alvorlige fejl i Skatteministeriets regnskaber. Hun understreger dog, at det ikke har nogen direkte konsekvens for borgerne, eftersom der både er fejl på plus- og minussiden, som i det store hele udligner hinanden.

Statsautoriseret revisor og lektor Jens Kristian Elkjær fra Copenhagen Business School er forundret over, at fejlene ikke er blevet fundet og fjernet i den løbende dialog mellem Rigsrevisionen og Skatteministeriet.

- Det er væsentlige fejl ifølge internationale regnskabsstandarder, og derfor er det på sin plads, at Rigsrevisionen giver regnskabet et forbehold. Men det her ligner systemfejl, som kunne være bragt på plads på et tidligere tidspunkt, siger han til Politiken.

Ifølge formanden for de politisk valgte statsrevisorer, Peder Larsen (SF), er det ændrede regnskabsprincipper, der har givet flere ministerier problemer de senere år. Men ændringerne er efterhånden så gamle, at der ikke er flere gode undskyldninger, mener han.

Ifølge Politiken har Skatteministeriet taget Rigsrevisionens forbehold til efterretning og lover at gennemgå alle konti inden årets udgang. Det har ikke været muligt at få sagen kommenteret yderligere af ministeriet.